Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Det er en rørende bog, Rikke Struve har skrevet om at være pårørende. Ikke bare rørende, men også mangefacetteret og fuld af lærerige beretninger. Den henvender sig til pårørende, men også til mennesker, der arbejder professionelt med mennesker, der er i livskriser, som ofte kan være tab og sygdom. 

Bogen er bygget over tre dele, hvor del 2 er den længste – og for anmelderen den mest interessante. Del 2 er bygget op om ‘de 12 indre menneskerettigheder’, som beskrives som et etisk rammeværk. Rettighederne beskrives som retten til at leve det gode liv, at finde og skabe mening, at være et helt menneske – og ni yderligere rettigheder.

Der kommer kød og blod på rettighederne gennem personlige fortællinger fra 12 mennesker, der på forskellige måde har stået i livskriser som pårørende, og gjort sig tanker om hvad der er sket, og hvordan det har påvirket dem – og ikke mindst hvad de har erfaret og synes, de vil give videre.

Det er en meget imødekommende og venlig bog at tage i hænderne. Ikke blot på grund af indholdet, men også formen. Der er arbejdet grundigt med det grafiske; vist inspireret af bl.a. FN’s verdensmål. Bogens gennemgående illustration er blomsten solhat (Rudbeckia), der symboliserer  håb og livskraft. Bogen er ret lang og kunne med fordel være redigeret til en kortere form. Så koncentrér dig om at læse del 2, er undertegnedes anbefaling.

Det er en gennemsympatisk bog. Og som sagt både rørende og lærerig. 

Man kan – som denne anmelder – overveje, om ’de 12 indre menneskerettigheder’ egentlig er menneskerettigheder. Men der hvor Rikke Struve uomtvisteligt rammer plet, er i de 12 personlige fortællinger, der minder læseren om, hvor omskifteligt, uforudsigeligt og nogle gange ubærligt, menneskelivet kan være. Men bogen minder også om, at vi alle er pårørende, og vi alle holder vores nærmeste – uanset om det er familie eller nærmeste i en anden forstand – og en del af deres liv i vores hænder.