Vi gik ind i samarbejdet med KOL-Livet med et relativt enkelt spørgsmål: Hvad sker der med patientsikkerheden, når behandlingen flytter fra hospitalet til patientens eget hjem?
Spørgsmålet er aktuelt langt ud over KOL-området. Sundhedsreformen, den teknologiske udvikling og et stigende ønske om at bringe behandling tættere på borgeren betyder, at flere og flere indsatser flytter ud af hospitalernes fysiske rammer.
Men mens vi har mange års erfaring med at organisere og lede sikker behandling på hospitalet, har vi langt mindre erfaring med at forstå, hvad der sker med kvalitet, ansvar og sikkerhed, når behandlingen foregår i patientens stue.
KOL-Livet er et hospitalsbaseret tilbud til patienter med KOL, hvor behandling, monitorering og opfølgning så vidt muligt foregår i patientens eget hjem. Tilbuddet blev etableret på Bispebjerg Hospital i 2023 og omfatter i dag ca. 260 patienter.
I samarbejde med Dansk Selskab for Patientsikkerhed har KOL-Livet afprøvet Safe, Reliable and Effective Care (SREC) som ramme for systematisk refleksion over kvalitet og patientsikkerhed i hjemmebehandlinger. Afdelingsledelsen valgte at understøtte afprøvningen som et fælles udviklings- og læringsforløb.
Vi blev derfor enige om at undersøge dette og gennemførte i efteråret 2025 et patientsikkerhedstjek af KOL-Livet på Bispebjerg Hospital med afsæt i SREC.
Ambitionen var dels at skabe læring for KOL-Livet, dels at undersøge, om SREC kunne bidrage med nye perspektiver på patientsikkerhed i hjemmebehandling.
Det kunne den. Men måske ikke helt på den måde, vi havde forventet.
Uklart ansvar skaber problemer
Noget af det første, der blev tydeligt i dialogerne med medarbejderne, var, at hjemmebehandling ikke blot er hospitalsbehandling i en anden geografisk ramme.
Når behandlingen flytter hjem, ændrer selve opgaven karakter. På hospitalet er ansvarsfordelingen relativt tydelig. Observation, vurdering og behandling er placeret hos de sundhedsprofessionelle.
I hjemmet bliver ansvaret distribueret mellem patient, pårørende, kommune, almen praksis og hospital. Samtidig foregår en stor del af behandlingen uden direkte kontakt til sundhedsvæsenet.
Det betyder, at ledelsesopgaven ikke længere alene handler om at sikre klinisk kvalitet og robuste arbejdsgange. Den handler i stigende grad om at skabe tydelighed omkring roller, ansvar og forventninger i et system, hvor det kan være svært at opretholde det fulde overblik. Hvilket kun vanskeliggøres yderligere på grund af den manglende mulighed for fælles dokumentation.
I vores drøftelser blev det tydeligt, at uklart ansvar skaber mere end organisatoriske problemer. Det skaber usikkerhed hos patienter, frustration hos pårørende og overansvar hos medarbejdere.
Særligt sygeplejerskerne beskrev, hvordan de i opstartsfasen af KOL-Livet ofte kom til at bære et større ansvar, end det egentlig var hensigten. Ikke fordi nogen havde bedt dem om det, men fordi roller og forventninger endnu ikke var tydeligt beskrevet.
Det peger på en vigtig ledelsesindsigt: Hvis ansvar ikke bliver gjort eksplicit, bliver det ofte båret af de mest samvittighedsfulde medarbejdere. Og det tynger.
Kommunikation er en del af behandlingen
Et andet tema, som gik igen på tværs af de tre workshops, var kommunikation.
I sundhedsvæsenet taler vi ofte om kommunikation som noget, der understøtter behandlingen. Men erfaringerne fra KOL-Livet peger også på noget andet. Kommunikation er i høj grad selve behandlingen.
En betydelig del af medarbejdernes arbejde består i at forklare, koordinere, motivere, undervise, forventningsafstemme og skabe mening. Når patienten skal håndtere sygdommen i eget hjem, bliver kvaliteten af disse aktiviteter afgørende for både behandlingsresultater og patientsikkerhed.
Det blev særligt tydeligt, da vi begyndte at kortlægge patientens rolle i KOL-Livet.
Vi opdagede hurtigt, at vi i selve tilrettelæggelsen af hjemmebehandlingen stiller større krav til patientens kompetencer, end vi normalt gør eksplicit. Vi forventer, at patienten kan genkende symptomer på forværring, vurdere, hvornår der skal reageres, tage kontakt rettidigt, forstå behandlingsplaner, deltage i ACP-samtaler og navigere mellem forskellige aktører.
Medarbejderne vidste det godt. Men først da vi begyndte at beskrive patientens rolle systematisk, blev det tydeligt, hvor omfattende forventningerne faktisk er.
Dermed blev kommunikationen også et spørgsmål om læring. Ikke læring forstået som information, men læring forstået som udvikling af handlekompetence.
Fra information til handlekompetence
Et af de mest interessante spor i arbejdet handlede om forskellen mellem information og læring.
Som sundhedsprofessionelle er vi omgivet af tavs og implicit viden. Vi ved, hvad en forværring er. Vi ved, hvornår noget er alvorligt. Vi ved, hvornår der skal reageres. Men patienten og dennes pårørende ved det ikke nødvendigvis.
Det blev derfor tydeligt, at en væsentlig del af patientsikkerheden i hjemmebehandling afhænger af vores evne til at omsætte tavs faglig viden til konkret og anvendelig viden for patienten.
I den forbindelse blev metoder som safety netting og teach-back særligt interessante. Ikke fordi de er nye, men fordi de gør noget grundlæggende vigtigt: De hjælper os med at gøre det implicitte eksplicit.
Når vi beder patienten forklare med egne ord, hvornår vedkommende vil kontakte KOL-Livet, eller hvad formålet med en kommende samtale er, får vi et indblik i, om budskabet faktisk er forstået.
Set fra et ledelsesperspektiv er det interessant, fordi disse metoder ikke kun handler om kommunikation. De handler om at skabe pålidelighed i et system, hvor sikkerheden i høj grad afhænger af patientens handlinger mellem kontakterne til sundhedsvæsenet.
Psykologisk sikkerhed for patienter og pårørende
En anden erkendelse handlede om psykologisk sikkerhed. Da vi introducerede begrebet på workshoppen, tænkte de fleste umiddelbart på medarbejdernes mulighed for at sige fra, dele usikkerhed og påpege fejl.
Men hurtigt opstod spørgsmålet: Hvad med patienterne? Hvad med de pårørende?
I hjemmebehandling er det ofte patienten eller de pårørende, der først opdager små ændringer i tilstanden. Hvis de ikke føler sig trygge ved at stille spørgsmål, dele bekymringer eller udfordre vores vurderinger, mister vi en vigtig sikkerhedsbarriere.
Dermed bliver psykologisk sikkerhed ikke kun et arbejdsmiljøbegreb. Det bliver et patientsikkerhedsbegreb.
For os var det en vigtig erkendelse. Måske fordi den peger på, at patientsikkerhed i hjemmebehandling ikke primært skabes gennem kontrol, men gennem relationer, tillid og dialog.
Nye krav til medarbejdere og ledelse
Arbejdet synliggjorde også, hvor kompleks medarbejderrollen er blevet. Sygeplejerskerne beskrev sig selv som klinikere, undervisere, koordinatorer, støttepersoner, tovholdere, motivatorer og brobyggere mellem sektorer. Lægerne beskrev tilsvarende et stigende behov for at understøtte både patienter og medarbejdere i situationer præget af usikkerhed og kompleksitet.
Det peger på, at fremtidens hjemmebehandling kræver mere end klinisk ekspertise.
Den kræver et øget fokus på relationelle, kommunikative og pædagogiske kompetencer. Og det kræver ledelse, der prioriterer supervision, refleksion og praksisnær læring lige så højt som de mere traditionelle former for kompetenceudvikling.
Måske er det netop her, en af de største ledelsesudfordringer ligger. Sundhedsvæsenet er historisk bygget op omkring klinisk specialisering og faglig ekspertise. Men når behandlingen flytter ud i hjemmet, bliver evnen til at skabe relationer, understøtte læring og navigere i kompleksitet mindst lige så vigtig som den rent kliniske kunnen.
Den største transformation er kulturel
Når vi diskuterer sundhedsreform, kronikerpakker, hjemmebehandling og det nære sundhedsvæsen, handler debatten ofte om strukturer, økonomi og kapacitet.
Men erfaringerne fra KOL-Livet peger på, at den største transformation måske i virkeligheden er kulturel.
Vi er på vej fra et sundhedsvæsen, hvor kvalitet og sikkerhed i høj grad blev skabt gennem fysisk nærhed, organisatorisk kontrol og specialiserede enheder, til et sundhedsvæsen hvor kvalitet og sikkerhed i stigende grad skal skabes gennem samarbejde, relationer og distribueret ansvar.
Det stiller nye krav til ledelse. Ikke nødvendigvis mere ledelse, men en anden form for ledelse.
En ledelse, der kan skabe tydelighed uden at fjerne fleksibiliteten.
En ledelse, der kan understøtte patienters handlekompetence uden at placere et urimeligt ansvar hos dem.
En ledelse, der kan skabe fælles retning på tværs af sektorer, organisationer og faggrupper.
Og måske vigtigst af alt: En ledelse, der forstår, at patientsikkerhed ikke længere alene er noget, der produceres inde på hospitalet.
- Patientsikkerhed skabes i mødet mellem mennesker.
- Mellem patient og professionel.
- Mellem pårørende og personale.
- Mellem hospital, kommune og almen praksis.
- Mellem system og hverdagsliv.
Når hospitalet flytter ind i stuen
Når vi ser tilbage på arbejdet med KOL-Livet, står en erkendelse særligt stærkt tilbage:
Patientsikkerhed i hjemmet kan ikke sikres gennem procedurer alene.
Selvfølgelig skal de kliniske standarder være på plads. Men jo længere behandlingen bevæger sig væk fra hospitalets fysiske rammer, desto mere afhængig bliver sikkerheden af menneskelige faktorer, som relationer, kommunikation, tillid, læring, tydelige forventninger, og af patientens mulighed for at være en aktiv og kompetent medspiller i eget forløb.
Måske er det netop den vigtigste ledelseslæring. Når hospitalet flytter ind i stuen, flytter patientsikkerheden ikke med i samme form. Den skal skabes på nye måder.
Det stiller nye krav til medarbejderne. Men det stiller i lige så høj grad nye krav til os som ledere.
