Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Det er næppe gået nogens næse forbi, at der er indgået en politisk aftale om det danske sundhedsvæsen. Det er en aftale, som nu vil søge at gøre op med den geografiske ulighed og sikre at ressourcerne kommer alle til gode. Allerede i slutningen af 1990’erne blev social lighed i sundhed erklæret som et politisk mål. Trods det, og mange målrettede indsatser og projekter, er uligheden stigende.  

Timingen for Kristian Larsens og Morten Sodemanns Ulighedens drejebog kunne således ikke være bedre. For bogen bliver et yderst relevant indspark til reformarbejdet. Groft sagt kan man sige, at reformen er optaget af at sætte stregerne i sundhedsvæsenet rigtigt og med størst effektivitet, mens Larsen og Sodemann formentlig vil påstå, at det er mellem sundhedsvæsenets linjer, at uligheden opstår, og det ulige udbytte manifesteres. 

De vil nok argumentere for, at en sundhedsreform ikke vil lykkes med at reducere uligheden i sundhed, hvis vi ikke samtidig forstår og tager handling på, at mulighederne for sundhed er et resultat af mange forskellige politikområder. De vil samtidig bemærke, at individets sundhed og trivsel er et produkt af faktorer, den enkelte i udgangspunktet har meget lidt indflydelse på, mens individets sårbarhed eller styrke i forhold til egen sundhed lige nu blot forstærkes i mødet med sundhedsvæsenet. 

Gennem bogens seks fiktive cases får vi et indblik i, hvordan disse sårbarheds- eller styrkepositioner udfoldes i velfærdssystemet. Vi møder fire borgere og to studerende gennem hele bogen, hvor deres liv og uddannelse bliver brugt til at forklare, hvad der sker i mødet mellem menneske og system. Connie, Ditlev og de to andre borgeres liv skrives frem, og deres sygdomme og udfordringer bliver til dele i den samlede fortælling. Ved at bruge det greb står forfatternes kritik af sundhedsvæsenets gruppering af mennesker tydeligt frem. For i en akademisk iver efter at forstå folkesundhedens problemstilling har vi grupperet mennesker – ‘dem i de udsatte boligområder’, ‘dem med de korte uddannelser’, ‘dem med livsstilssygdomme’, osv. Vi har kausalitetsanalyseret, og de statistiske grupperinger er blevet til sandheder, vi identificerer problemfelter ud fra og udformer indsatser efter. 

Risikoen er, at vi overser kompleksiteten i menneskers liv, og hvis vi møder grupperingen før mennesket – som et filter vi lægger ned over relationen – overser vi muligheden for reelt at hjælpe. På den måde er vi i sundhedsvæsenet med til hver dag at reproducere den ulighed i sundhed, vi arbejder på at nedbryde. Derfor skal vi med en ny sundhedsreform også gøre os umage med ikke at reducere ulighed i sundhed til geografisk ulighed. Og hvis vi vakler her, kan vi passende bladre lidt i Ulighedens Drejebog igen, for bogen beskriver netop, at det er fundamentale valg og systemer, som hver dag producerer ulighed, hvoraf geografiske forskelle blot er en af dem.

Kompleksiteten i forholdene omkring ulighed i sundhed er gennemgående i bogen. Vi bliver med sociologien som værktøj kyndigt ledet gennem årsagerne til og forståelsen for, hvordan uligheden opstår i et system, der egentlig er skabt til at sikre mennesker lige adgang til sundhed. Det kan virke en smule nedslående, og samtidig er det netop bogens styrke. 

Larsen og Sodemann har formået at skrive en bog, der først udfolder uligheden med alle knasterne og grimheden, for derefter at lægge det hele pænt på plads for læseren, på en måde der skaber håndgribelighed i det svære. For pointen i bogen er, at vi ikke må lade os handlingslamme i et system, som vi med bedste intentioner selv har været med til at skabe. Og når vi selv har været med til at skabe det, kan vi også ændre det. Vi må i de dele af sundhedsvæsenet, vi repræsenterer og begår os i, tage på os at konfrontere egne fordomme og strukturelle bias. 

Jeg er begejstret for bogen, men jeg synes der mangler et par kapitler om kommunernes rolle i sundhedsvæsenet. Jeg er bevidst om, at bogens forfattere er forankret i hospitals- og forskningsmiljøet, og dermed bliver sygehusene den naturlige arena i bogen. Men samme bog kunne være skrevet om kommunerne.  Arbejdet med sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering foregår i væsentlig grad i kommunerne. Jeg har desværre ikke grund til at tro, at der findes færre bias overfor det anderledes i kommunernes sundhedsarbejde, og på samme måde som det beskrives i bogen, bliver kommunal politik og indsatser udformet af mennesker i styrkepositioner for mennesker i mere sårbare positioner. Det er en grundlæggende udfordring, som vi skal forholde os aktivt til. Og måske endnu vigtigere er det, at vi forholder os samlet til det, så uligheden bliver et fælles samfundsansvar.

Jeg håber for eksempel, at man i reformens folkesundhedslov går skridtet videre end den individorienterede forebyggelse, og at kommunerne får større ansvar for at arbejde med den samfundsorienterede lighed i sundhed på tværs af alle indsatser, sektorer og politikområder – fra individfokus til samfundsansvar. Ja, vi kan vel passende skrive et par ekstra kapitler, når den kommende folkesundhedslov skal vedtages. For ligheden i sundhed løses mange andre steder end i sundhedsvæsenet. 

Ulighedens Drejebog er en fremragende bog, som bør læses af alle med interesse for ulighed i sundhed, men måske mest af alt af dem, der har muligheden for at ændre på det.