Der er travlt – men vi skulle gerne nå endnu mere. 

Som ofte før er jeg i tvivl om grænsen mon er nået nu eller om vi måske kunne løbe lidt stærkere, måske være lidt mindre grundige? Eller om det måske er tid (igen) til at prøve at gøre noget på en anden måde?

Jeg er ved at lande på kontoret efter vores ugentlige fælles lægekonference i Afdeling for Genetik på Rigshospitalet. Her har vi ud over svære og principielle sager også dagsordenpunktet ‘administrativt’, hvor vi giver og modtager kollektive beskeder om nye regler for forløbsmarkører, barsler i sekretærgruppen som gør, at vi skal skrive så få Inbasket-beskeder som muligt. Med jævne mellemrum har vi på dagsordenen, hvordan det går med udredningsretten.

Det er udredningsret denne gang, og det går ikke så godt. Vi har ellers efter en kæmpe indsats fået bortskaffet vores ventetid, men nu modtager vi som led i et tættere samarbejde og som forberedelse til den nye storregion flere patienter fra Region Sjælland, så nu er korthuset væltet igen. 

Den ledende overlæge som fremlægger tallene anerkender alles indsats og understreger, at der til trods for at det kan synes ret umuligt nu, da der er kommet mange flere patienter, ja, så er det fortsat hospitalsdirektionens klare forventning, at vi finder en måde at se patienterne på inden for de fastsatte grænser.

Hos os er ambulatorieprogrammet forhandlet i detaljer: Hvor mange patienter kan man med rimelighed se, hvor langt skal man være i hoveduddannelse for at kunne tage sig af hvilke patienter, hvilke laboratorieopgaver er der læring i at deltage i, hvilke må undværes. Maksimering af kapaciteten i ambulatoriet og i fortolkning og svarafgivelse er en dagsorden, der trumfer mange andre hensyn. Alle løber stærkt. Så nu, da regionsfusionen spiller ind, er en kortvarig øget ventetid nok bare et vilkår?

Ventesmerte

At udredningsretten skrider, er et problem mig (og mine overordnede), men værre er det i min optik med den afledte ventesmerte. Ventesmerte er mit indre begreb for den belastning, ventetid har i vores patienters liv. Tiden fra de er blevet bevidste om, at de selv eller deres børn måske har en arvelig sygdom, til der kommer en afklaring. 

Langt fra alle, men stadig en ikke uvæsentlig andel af vores patienter, er meget belastede af ventesmerte i tiden op til første konsultation hos os. De beskriver ængstelse, søvnløshed, tristhed – nogen i en grad, så de er sygemeldte. Heldigvis er sandsynligheden for at deres sygdom er arvelig ofte lille, og hvor den er, har vi ofte rigtig gode behandlings- og kontroltilbud og/eller god hjælp til at få raske børn. Så ventesmerten viser sig ofte unødig. 

Dem vi kalder ind med ventetid er typisk dem, hvor vi kan se fra henvisningen, at der faktisk ikke er den store grund til bekymring. Men vores faglige bekymring og patienternes subjektive ventesmerte er ikke nødvendigvis korrelerede.

Som ekspert og specialist følte jeg i høj grad en forpligtelse til at gøre alt hvad der overhovedet kan gøres for hver og en af mine patienter. Det var en integreret del af min faglige identitet og mit værdisæt ikke at springe over nogle gærder.

Middelmådighed

Som leder er mit fokus flyttet, og mit nye yndlingsord er blevet proportionalitet. Münstersk middelmådighed (Morten Münsters bog ’Afdelingen for magisk tænkning – og det utrolige potentiale i middelmådighed’, red.) er blevet mit nye ideal, og der er mange dagsordner ud over faglig grundighed, som der skal leveres på. 

Vores afdeling har mange uddannelseslæger. De oplever at have svært ved at få tiden til at slå til. De er ofte i en livsfase med barns første sygedag, boligkøb og fire årlige forkølelser. Der er rigtig meget, der skal læres i specialistsporet, og den høje kadence i ambulatoriet trækker tænder ud. Dem, som ikke trives, er ikke nødvendigvis dem, der ikke får lært sig genetik hurtigt. Det er dem, som ikke hopper over de lave gærder. Det med at lære proportionalitet, lære at stoppe når det er ‘godt nok’ (og godt nok er nok ikke så let at genkende, når man er ny på et felt). 

Jeg ønsketænker, at højt arbejdspres måske faktisk understøtter denne læring. Men det er en læringsopgave hvor moralsk stress er en risiko, når man hele tiden bliver presset til at gå videre med det næste inden man føler sig sikker (nok) og færdig (nok).

Derfor er jeg bekymret over at verbalisere mine tanker om ventesmerter. Risikerer det at bidrage til moralsk stress? Måske til at nogen kommer i nærheden af den farlige grænse, hvor pres blokerer for omsorg?

Grey’s Anatomy

Jeg ser tv-serien Grey’s Anatomy en gang imellem. Faktisk temmelig tit, hvis jeg skal være ærlig. Her er det sidste de pårørende siger, når deres kære er på vej til operation, ofte noget om hvorfor netop denne patient skal reddes: De har lige fundet deres livs kærlighed efter 30 års depression, de mangler at skrive sidste bind i en bogserie, der har ændret livet for millioner, de har søde børn og en fordrukken hustru. 

Det irriterer mig. Denne implicitte idé om at kirurgen liiige skal motiveres ekstra til at gøre sit bedste. Jeg er ikke i tvivl om, at vi alle gør vores bedste hver dag (også os der ikke er kirurger på Grey Sloan Memorial Hospital). Hvis jeg taler om ventesmerte, er det så ikke lidt det samme? Jeg taler om motivation til de allerede motiverede?  

Men jeg har ikke lyst til at bære ventesmerten alene. Og jeg synes, den er et vigtigere argument end politisk udstukne rettigheder for, at vi skal finde ud af, hvordan vi behandler hvert enkelt patient lidt mindre, og stadig ser os selv i øjnene. Pengene kan kun bruges én gang, der er demografisk pres og krig i Ukraine, så jeg tror ikke, vi skal satse på, at der er flere penge på vej til min afdeling eller hospitalerne i almindelighed.

Proportionalitet

Proportionalitet har jeg lært at elske som leder. Men jeg tror min personlige drift mod ledelse kommer et kreativt sted fra – jeg vil gerne være med til at finde på nye og gode måder at gøre tingene på, finde win-win- og win-win-win-løsninger. Måske kunne vi lave et særligt ambulatorietilbud, som patienter kan blive booket til, hvis de har ventesmerter? Måske kan vi udsende en PROM i Min SP og så finde dem, det gør ondt på? Men vores sekretærressourcer er også pressede, og den idé vil trække mange kræfter.

Så hvad er mine handlemuligheder her torsdag morgen? Kan kadencen sættes op, kan kollegaerne holde til det? Kan vi effektiviseres, motiveres, presses til at se flere på den samme tid? 

Fra mit udsigtspunkt som cheflæge i Region Hovedstaden, hvor patienterne har haft flere lægeressourcer tilgængelige end patienterne har i Region Sjælland, virker det ret åbenlyst, at vi er nødt til at bruge mindre tid på hver enkelt patient end vi har gjort før, hvis der skal være lighed i den nye Region Østdanmark. Men det er jo en dagsorden, der er totalt i konflikt med specialistidentiteten og håbet om, at ingen går forgæves til os, for her bliver vi ved, til sagen er løst. 

At lede efter lave gærder

Min strategi for at få flere til at tænke mere over proportionalitet har indtil videre været at forsøge at udnytte alle tænkelige lejligheder til at italesætte de mange forskellige områder, vi gerne skal lykkes på. Ud over det fagfaglige og patientrettighederne er der jo også uddannelse, forskning, innovation og selvfølgelig økonomi. 

Så det bliver naturligt at løfte blikket fra hvad der monofagligt og med subspecialist-briller måske er det optimale, og medtænke proportionalitet, forventet effekt, ventetid for andre patienter og ressourceforbrug (glyp, jeg sagde det højt) i valg af diagnostik. Så vi ‘vælger klogt’, også når der findes et højere gærde ved siden af. 

En måde vi arbejder med at styrke det mere holistiske blik er ved en camp-model, hvor en gruppe medarbejdere tager afsted og arbejder tværfagligt med projekter to dage på et vandrehjem inspireret af den model, Marie Storkholm udviklede som cheflæge i Horsens. Det er min oplevelse at vores camps bidrager til en bredere forståelse af hvor mange mål, der skal opvejes mod hinanden i vores hverdag og dermed hjælper arbejdsglæde og forebygger moralsk stress, når vi behandler den enkelte patient mindre end man kunne.

Hjertebanken

Tænk at det føles farligt bare at skrive det her: Jeg synes ikke, vi skal gøre alt for hver eneste patient, hvad der findes og kan tænkes. Jeg mener, vi er forpligtede til at se på proportionalitet og på en bred vifte af mål og afvejning mellem mål.

Med den udgangsreplik får jeg hjertebanken. Når det er sådan hos mig, er der nok stadig et stykke vej til, at Vælg Klogt er ‘implementeret i bund’, som man siger i ledelseslingo. Jeg er stadig i tvivl, om det vil være godt at tale om ventesmerte, men ikke om at det er godt, at proportionalitet har en plads ved vores lægemøder. Så jeg håber, vi taler om udredningsret i næste uge igen.