Kreativitet, entreprenørskab og innovation er ikke umiddelbart de første ord, man forbinder med sundhedsvæsnet. Men sundhedssystemet står overfor udfordringer, der ikke kun kan løses med regler og standardprocedurer. Derfor er der brug for nye måder at tænke på.
Fremtidens sundhedsvæsen kræver, at vi kan arbejde på tværs af professioner og faggrænser for at skabe de bedste løsninger for borgerne. Der er brug for uddannelse af medarbejdere, der fremmer tværprofessionalitet og styrker teamsamarbejdet, så vi kan sikre helhedsorienteret behandling og pleje. Og så er der brug for en stærk veludviklet innovationsmuskel.
I vores nuværende mål for læringsudbytter i sundhedsuddannelserne står, at vores dimittender skal kunne »håndtere og påtage sig ansvar for at opsøge, vurdere og fortolke empiri, teori og forskningsmetoder samt deltage i innovations-, udviklings- og forskningsarbejde«.
Men vi skal ville mere, hvis vi fremover vil sikre, at patienter og borgere har adgang til den bedst mulige pleje og behandling. Vi må hæve ambitionsniveauet på professionsuddannelsesområdet og uddanne sundhedsprofessionelle, som i endnu højere grad udviser initiativ, tværprofessionalisme og som kan udtænke radikalt nye løsninger på de både små og store udfordringer i sundhedsvæsnet – og sikre implementering og transferbilitet!
Brug for noget helt andet
Vi tror, at ‘medicinen’ ikke er mere af det samme, men noget helt andet.
Det giver god mening at starte i uddannelser, der beskæftiger sig med mennesker, og vores bud på at møde disse samfundsmæssige udfordringer er at uddanne sundhedsprofessionelle, der udover en stor faglighed bliver uddannet til innovation.
En stor international rapport peger på, at barriererne for innovation i sundhed ikke primært handler om teknologi – men om kultur og mennesker. Personalet er trænet i at spotte fejl og risici, ikke i at se muligheder. Når de møder noget nyt, er reaktionen ofte: Hvad kan gå galt? Fremfor: Hvilke muligheder åbner det? Det skal der laves om på.
Missionen er ikke at bære brænde til et bål, der fortæller om de mange udfordringer, der er i og med sundhedssektoren.
Vi håber med denne kronik at kunne bidrage med perspektiver på og erfaringer med, hvordan vi tænker de mange udfordringer kan løses. Men det kræver radikal nytænkning og et brud med rutiner og vanetænkning, hvis det skal lykkes både hos sundhedsuddannelserne og den praksis, vi uddanner til.
Et eksempel fra hverdagen
Fire operationsafdelinger deler én personalegruppe, som bliver stadig mindre. Der mangler både læger og sygeplejersker. Hospitalsledelsen arbejder med forbedringsmodellen og løsningen bliver at samle lægerne ansættelsesmæssigt ét sted og vagtplanlægge på tværs, mens sygeplejerskerne tilknyttes faste matrikler. Men arbejdstider, specialiseringer og uforudsigelighed i patientforløb skaber aflysninger, omrokeringer og frustration hos både personale og patienter.
Casen illustrerer ganske fint, hvad der sker, når man bruger forbedringsmodellen, som tager udgangspunkt i den gældende praksis, som man så modificerer. Hvis man skulle gøre noget radikalt, skulle man samle interessenterne og give dem mulighed for at tænke løsninger sammen. Man kunne starte med at skitsere udfordringen: Vi er færre mennesker til det samme antal opgaver på flere matrikler. Man kunne opliste rammen fra ledelsen og ønsker fra medarbejderne og derefter føre dem igennem en innovationsproces og se hvilke forslag, de kom frem til.
Ledelsen modtager derefter forslagene og kan træffe en beslutning, hvor interessenterne har været direkte involveret og hvor løsningerne er udtænkt i fællesskab. Modellen giver ægte inddragelse, en følelse af at have reel indflydelse på løsninger og dermed også øget tilfredshed. Det radikale består altså både i at give interessenterne ægte indflydelse og i de løsninger, som interessenterne vil komme frem til. Ledelsen skal selvfølgelig være indstillet på at medindtænke forslagene i den endelige beslutning, ellers bliver der tale om pseudoinddragelse.
Løsninger inden for rammen løser ikke udfordringerne
Set med vores øjne er udfordringen med forbedringsmodellen, at den tilbyder en problemløsning indenfor den eksisterende ramme og tænkning. Løsningerne bliver derfor ikke nødvendigvis de bedste. Denne model egner sig virkelig godt til at lave justeringer i de eksisterende løsninger og daglige forbedringer.
Men egne erfaringer fra uddannelse og sundhedssektoren viser, at denne model ikke fungerer, når de massive og svært løsbare udfordringer, vi står overfor, kalder på radikalt anderledes løsninger for at vi skal lykkes. I vores opfattelse er det ikke længere nok med bare lidt mere af det samme. Der må radikal innovation til. Systemet skal udfordres.
Der er i højere grad brug for, at man tør udfordre hele den eksisterende systemiske tænkning. At man tør smide alle brikker op i luften og tillade, at ikke alle passer perfekt ind i det puslespil, man er ved at lægge. At turde ikke at lade sig begrænse af vanlig økonomisk og planlægningsmæssig tænkning.
Innovative sundhedsuddannelser
Alle tendenser peger i retning af et sundhedssystem og konkrete sundhedsuddannelser, der rent faktisk tager skridtet fra at tale om nytænkning til at integrere det i konkrete metodikker og praksis. Eller sagt med andre ord; hvordan får vi omsat et veldokumenteret samfundsmæssigt behov til sundhedspraksis?
Dette kræver ikke kun, at man forbedrer, men at man tænker radikalt innovativt i udformningen af en ny løsning – og her har man brug for alle mand på dæk – personalet og borgerne skal også indtænkes i processen.
På Professionshøjskolen UCN uddanner vi fremtidens sundhedsprofessionelle medarbejdere til at beherske netop kompetencer indenfor innovation og innovativ problemløsning og vi har finjusteret den siden 2019.
Gennem innovationsforløb lærer de studerende at stille nye spørgsmål, tænke på tværs og teste løsninger. De lærer, at det ikke kun handler om at følge de faste rammer, men også om at skabe bedre procedurer.
Håndterer udfordringer og skaber fremtiden
Ved at engagere sig i disse reelle og vanskelige, men løselige udfordringer, udvikler sundhedsstuderende innovative og tværgående kompetencer, der er højt værdsat af arbejdsgivere. Dette ruster de studerende til virkeligheden, da det giver dem en metode og træning til at finde løsninger på svære udfordringer og fortsætte fremad trods forhindringer.
Fordelen ved at arbejde med denne tilgang inden for sundhedsområdet er, at man virkelig træner de studerende i at håndtere det uforudsigelige, når praksis ikke er som i lærebogen, men i stedet præsenterer svært løsbare udfordringer uden foruddefinerede løsninger.
Disse studerende vil have en fordel, da de er blevet trænet i metoder til at håndtere udfordringer og proaktivt bevæge sig fremad gennem deres uddannelse. Dette stemmer overens med intentionen i PDSA-forbedringsmodellen.
På UCN arbejder vi på at integrere teori og praksis bedre i sundhedsuddannelserne, så studerende forberedes på den komplekse virkelighed i sundhedsvæsenet. Gennem tværprofessionelle samarbejde i egen og med andre organisationer udvikler de studerende essentielle færdigheder og bliver rustet til fremtiden.
Med andre ord er intentionen at uddanne de studerende til at være ‘vidensnomader’. Uddannet til at matche det nuværende og fremtidige arbejdsmarked og – vigtigere – til at blive medskabere af det (Iversen et al., 2023, s. 167).
Den vigtige og ambitiøse intention med denne måde at arbejde med udfordringer i denne kontekst er at uddanne fremtidige professionelle, der ikke kun kan håndtere udfordringer, men også har træningen til at skabe fremtiden.
Uddannelse til fremtiden
Hvis vi vil sikre, at fremtidens sundhedsprofessionelle får færdigheder og mod til at løse de vilde udfordringer i sundhedsvæsnet, der kalder på nye værdiskabende løsninger, men også skabe løsninger, der transformerer sundhedsvæsenet, så skal vi turde tænke radikalt anderledes. Det kræver, at vi uddanner til innovation, samarbejde og en fælles ambition om at uddanne til fremtiden – ikke fortiden.
På UCN har vi taget de første skridt. Nu er spørgsmålet: Er resten af sundhedssektoren klar til at gå med?
Litteratur
Iversen, A., Jensen, A.A., Krogh, L. & Stavnskær, A. (2023) Learner-Led approaches in higher education, Chapter 12 in “Research handbook on the student experience in higher education.”, Elgar Handbooks in Education, edited by Baik, C., Kahu, E,
