Min farmor var godt 80 år gammel, da hun vendte livet ryggen.
Hun var gammel, men ikke alvorligt syg. Hun havde levet et langt og arbejdsomt liv. Tyve år tidligere havde hun mistet sin mand og ti år tidligere to af sine tre børn med et halvt års mellemrum. Hun var mæt af dage og bar måske også mere sorg, end hun ønskede at bære videre.
Hun var et troende menneske. Et menneske, der ofte sagde, at Gud har en mening med alting, også når vi mennesker ikke kan få øje på den. Men en dag traf hun sin beslutning.
Hun lagde sig i sengen med ansigtet mod væggen og holdt op med at spise og drikke.
Alle var der. Ingen greb ind.
Min viljestærke farmors ønske om at få lov til at dø blev respekteret. Ingen så det som omsorgssvigt. Ingen talte om politianmeldelser. Ingen krævede tvang eller indlæggelse. Vi sad hos hende, holdt hende i hånden, sang for hende og tog afsked. Hun døde stille, omgivet af sine nærmeste.
Vi sørgede. Men vi respekterede også hendes valg.
Jeg tænker på min farmors død, når jeg følger sagen om familien Plesner, der er blevet politianmeldt, fordi de angiveligt ikke greb ind, da deres far valgte at afslutte sit liv.
Jeg kender ikke alle sagens detaljer, og derfor er dette ikke et forsvar for konkrete handlinger. Men sagen rejser et større spørgsmål: Hvornår bliver det forkert at være vidne til et andet menneskes beslutning om at dø?
Lad mig samtidig slå fast, at dette ikke er et argument for aktiv dødshjælp. Jeg skriver heller ikke for at gøre døden til en løsning på lidelse eller for at svække vores pligt til at hjælpe mennesker, der er syge, ensomme eller fortvivlede. Mit ærinde er et andet. Det handler om, hvorvidt vi stadig kan anerkende, at et menneske ved livets afslutning kan træffe et valg om ikke længere at kæmpe imod døden, uden at omgivelserne gøres ansvarlige for ikke at forhindre det.
Vi taler meget om retten til selvbestemmelse. Om at mennesker skal kunne forme deres eget liv. Men når det gælder livets afslutning, synes selvbestemmelsen at ophøre. Jo tættere døden kommer, desto mere overlades afgørelserne til jura, sundhedsfaglige procedurer og samfundets behov for kontrol.
Det er, som om vi har mistet noget essentielt i vores forståelse af livets gang.
Ikke respekten for livet, men respekten for døden som en del af livet.
Misforstå mig ikke. Når et ungt menneske sulter sig selv ihjel, skal vi hjælpe. Når et menneske ønsker at dø som følge af depression, ensomhed eller en livskrise, skal vi gribe ind. Vi skal lindre, behandle, trøste og håbe på deres vegne, indtil de igen kan håbe selv.
Men der findes mennesker, som står ved livets afslutning. Mennesker, der med afklarethed og uden forvirring siger: Nu er det nok.
I sådanne situationer bliver spørgsmålene:
Er kærlighed altid at forhindre? Er omsorg altid at gribe ind? Eller kan kærlighed i nogle tilfælde være at blive siddende ved siden af et menneske, hvis beslutning gør ondt på os, men som vi alligevel vælger at respektere?
Debatten om aktiv dødshjælp handler om, hvorvidt vi skal hjælpe mennesker til at dø. Men Plesner-sagen peger på et andet spørgsmål: Har vi stadig plads til, at et menneske kan vælge døden til uden samtidig at gøre de pårørende til mistænkte?
Måske er det ikke først og fremmest døden, vi frygter. Måske er det afmagten. Følelsen af ikke at kunne redde, helbrede eller forhindre det uafvendelige.
Men døden lader sig ikke besejre.
Min farmor tænkte formentlig, at hun lagde sit liv i Guds hænder. Andre vil begrunde et lignende valg anderledes. Det afgørende er ikke begrundelsen, men erkendelsen af, at mennesker også ved livets afslutning har en egen vilje.
Når døden står for døren, skal vi ikke altid åbne den. Men samtidigt skal vi til tider respektere et menneskes valg om at lukke døren op på klem og give døden lov til at komme ind.
Nogle gange er det mest menneskelige, vi kan gøre, ganske enkelt at blive hos hinanden. Til det sidste.
