MØD Malene Kloster, 47, der for et år siden blev cheflæge for Akutafdelingen ved Næstved Slagelse Ringsted Sygehus. Hun har været partner i en privat fertilitetsklinik og var inden da ansat ved bl.a. Odense Universitetshospital og Sygehus Lillebælt. Afslutter i dette efterår en MBA.
Hvad fylder i dit arbejdsliv lige nu?
»Lige nu bruger jeg meget tid på at rekruttere speciallæger til vores afdeling. Det er bestemt en udfordring, for inden for specialet akutmedicin er der meget få speciallæger i forhold til efterspørgslen på dem. Jeg prøver at arbejde med at gøre vores afdeling og vores arbejdsmiljø så attraktivt, at vi kan konkurrere med vores kollega-afdelinger.
Vi kan bestemt mærke, at det kræver noget ekstra at trække speciallæger ud af hovedstaden, så både vores arbejdsmiljø og vores faglige arbejde skal være reelt i top.
På den ene side er vi jo en akutafdeling som andre akutafdelinger, men på den anden side er alle akutafdelinger forskellige. Vi vil gerne være kendt for, at vores speciallæger i akutmedicin har et bredt felt af selvstændige arbejdsopgaver, men selvfølgelig også, at vi som afdeling har et velstruktureret og altid positivt samarbejde med alle vores mange partnere.
Kerneopgaven for akutmedicineren er jo i høj grad at afklare behandlings- og eventuelt indlæggelsesbehov, men vi lægger vægt på, at akutlægen for en stor gruppe af vores patienter fører forløbet til ende og står for færdigbehandling og hjemsendelse. Det sker i dag for omkring 6 ud af 10 patienter, der kommer til os. Det er af stor værdi, og det er en god, faglig udfordring at have ansvaret for det hele patientforløb.
Og ellers skal vores afdelings kendetegn være, at vi kan håndtere alle vores mange samarbejdspartnere internt og eksternt med altid høj kvalitet, effektivitet og venlighed.
Det med de mange samarbejdspartnere er helt centralt for mit og afdelingens arbejde. Vi skal samarbejde med alle hospitalets afdelinger, et stort antal kommuner – som hver især er lidt forskellige, vores kollegaer i det præhospitale og vores mange kolleger i praksissektoren.
Det er fagligt spændende, men også krævende, når vi skal ‘have alle med’, f.eks. når vi udvikler eller ændrer nogle procedurer. Så der får jeg – og vi – brug for alle vores kompetencer.«
Hvad er det sværeste ved at være leder?
»Jeg – og vi – skal arbejde og kommunikere, så vi skaber både tillid til vores faglige niveau og til os selv. Det synes jeg bestemt er krævende.
På den mere interne bane i afdelingen har jeg da mange overvejelser om, hvordan vi bedst balancerer vores arbejdsopgaver, vores arbejdsprocesser og vores ressourcer. Det er jo ikke altid, at alle forslag og ønsker kan opfyldes. Selv om det set fra den enkeltes eller en enkelt faggruppes perspektiv virker helt indlysende, så kan det hele ikke altid imødekommes ud fra et blik på helheden i vores arbejde.«
Hvad gør du anderledes som leder?
»Jeg tænker tit på akutafdelingen som en virksomhed. Selvfølgelig ikke 1:1, men jeg trækker på mange af mine erfaringer med driften og udviklingen af den klinik, jeg i en årrække var medejer af.
For at sætte tingene lidt på spidsen kan jeg finde på at sige: »Vi tjener penge ved at lave så lidt som muligt«.
Med det mener jeg, at vi skal være meget opmærksomme på at bruge vores energi og kompetencer på de rigtige patienter, at vi skal bruge så få ressourcer som muligt, og vi skal lægge ressourcerne de rigtige steder.
Alt sammen skal vi for at gøre mest mulig nytte for flest muligt mennesker.
Den måde jeg kommunikerer på, tror jeg, får nok nogen til at spidse ørerne lidt mere end hvis jeg var mere ‘rund’ i min måde at tale på.
Ellers er et af mine mantraer, at vi skal passe på med vores silo. Siloer i en virksomhed er ofte en ineffektiv organisationsstruktur, som ikke giver fleksibilitet og ofte er ressourcekrævende. Man undgår ikke en vis form for silodannelse i hospitalsverden, men det er vigtigt at være bevidst om ulemperne, især under de meget stramme økonomiske rammer.«
Nævn en person eller en begivenhed, der har været afgørende for din karriere
»Efter at jeg havde været ansat i nogle år som læge på forskellige sygehuse, valgte jeg at prøve noget helt andet – at blive selvstændig. Baggrunden var i høj grad en fornemmelse af, at jeg efter arbejdet tit gik hjem med ondt i maven. Jeg havde en følelse af, at jeg ikke nåede det, jeg skulle, og at jeg alt for tit levede med et arbejdsmæssigt pres, der var vanskeligt at håndtere. Men værst var måske i grunden, at jeg heller ikke havde en følelse af at blive grebet.
Så jeg valgte at gå en anden vej og søge et sted hen, hvor jeg selv havde ansvaret og selv kunne bestemme. I den private klinik, jeg blev en del af, lærte jeg utroligt meget om organisation og strategi og om konkurrence.
For godt et år siden valgte jeg så det offentlige sundhedsvæsen til igen. Baggrunden for det var i grunden, at selv om det var lærerigt og spændende, var det med årene alligevel blevet lidt for kedeligt og der var for få udfordringer tilbage. Så jeg måtte videre. Og da jeg altid har holdt af det akutte arbejde og muligheden kom, var jeg glad for den stilling, jeg har nu.
Og så er jeg ved at nærme mig slutningen på min MBA-uddannelse, som jeg er utroligt glad for. Og det er sådan, at jeg her på NSR bruger alle de fag, jeg har haft på MBA-studiet. Det har overrasket mig lidt, for alle fag drejer sig jo i grunden om ‘business’ – men det glæder mig selvfølgelig meget, at jeg kan bruge det hele.
Jeg kan bestemt anbefale MBA, som jo er en lidt atypisk masteruddannelse i forhold til mange af mine kollegers uddannelser. Og man bør give det en overvejelse, om ikke det vil have stor værdi, at der kunne komme lidt større diversitet i lederes videreuddannelse. Hvis vi alle har næsten de samme uddannelser, kan det blive svært at tænke nyt og gennemføre de nødvendige små og store revolutioner omkring vores organisation og arbejdsmåder.«
Hvordan er din balance mellem arbejde og fritid?
»Den kan vist bedst betegnes som flydende. Som leder i en stor organisation går du jo og tumler med mange strategiske overvejelser, som man – eller i hvert fald jeg – ikke kan lægge væk, når jeg går hjem fra arbejde. Så uden for arbejdet er hovedet tit i gang med overvejelser og refleksioner om forskellige opgaver og udfordringer.
Men selvfølgelig kan jeg også koble hjernen fra. Ikke mindst må jeg i fritiden arbejde med det, man kalder ‘problemhunde’. Det har jeg gjort i nogle år, bl.a. med hunde fra internater. Lige nu har jeg en schæfer, der har været gadehund, og som har brug for resocialisering. Så vi glæder os, hunden og jeg, over at gå lange ture og arbejde på det.«
Hvis jeg var chef for det hele …
»… så ville jeg kigge på organiseringen af vores sundhedsvæsen og sætte gang i at nedbryde siloer og andre gammeldags elementer i vores sygehuse og i vores sundhedsvæsen for at skabe bedre og mere strømlinede patientforløb. Der ligger altså ressourcer gemt i eller mellem siloerne og i for mange uhensigtsmæssige eller dobbelte arbejdsgange.
Vi er gammeldags organiseret, og der er meget brug for nytænkning. En del af det kunne være en mere forretningsmæssig tilgang. Det har ikke noget at gøre med at privatisere vores sundhedsvæsen, men med at drive det med langt mere fokus på både kvalitet og effektivitet.
I stedet for at sende rigtig mange patienter ud af det offentlige til de private, burde vi da i stedet for blive dygtigere til at arbejde med nye former for organisering i vores offentlige sygehuse. Det kræver mod af både ledere og medarbejdere, og at vi kan finde ud af at komme væk fra rigide traditioner og aftaler.
Og min anden hovedtanke som chef for det hele vil være, at vi skal blive meget dygtigere til både at give vores medarbejdere mere frihed og magt, men samtidig stille klarere og større krav. Vi skal som ledere overveje, om ikke vi ofte giver den enkelte alt for lidt ansvar og – sagt med et glimt i øjet – til gengæld for meget ‘nursing’.Jeg er glad for og respekterer vores sundhedsvæsen og mine medarbejdere højt, men jeg er også sikker på, at vi med bedre rammer og mere fleksibilitet og engagement kan gøre endnu mere for vores patienter. Og endda samtidig gøre mere for vores egen organisation og vores arbejdsmiljø.«
