På Bornholm er geografisk ulighed i sundhed ikke et abstrakt begreb, men en konkret del af hverdagen. Øens befolkning er aldrende, præget af multisygdom og en høj forekomst af alle de hyppigst forekommende folkesygdomme. Mange bornholmere har god brug for sundhedsvæsenet i alle dets afskygninger, herunder adgang til lægehjælp. Men Bornholm er som i andre dele af Vandkantsdanmark udfordret af mangel på læger med fast tilknytning til øen og hospitalet.
Bornholms Hospital (BOH) har i tiltagende omfang været afhængigt af tilrejsende lægevikarer for at sikre stabil drift og behandling, og mange bornholmere er blevet henvist til behandling på københavnske hospitaler.
Det er hverken fagligt udviklende eller økonomisk bæredygtigt og indebærer en reel risiko for, at bornholmske patienter fravælger udredning og behandling, fordi rejsen til de københavnske hospitaler er uoverskuelig. Situationen er uholdbar, og der er behov for at gå nye veje for at skabe mere holdbare løsninger.
På den baggrund har Bornholms Hospital og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital (BFH) siden årsskiftet 2024 arbejdet i et forpligtende partnerskab, der skal bringe specialiseret behandling tættere på patienterne og mindske afstanden i mere end én forstand.
Vi har i direktionerne givet hinanden hånd på, at vi sammen vil reducere uligheden i adgangen til sundhedsydelser. Og vi vil gerne præsentere vores foreløbige resultater, diskutere de udfordringer, vi er stødt på i processen og forsøge at drage paralleller til det kommende arbejde med sundhedsreformen.
Ligeværdighed
Det centrale element i samarbejdet er en partnerskabsaftale. Aftalen er en rammeaftale, der udstikker de generelle regler og principper for samarbejdet og definerer niveau for de to direktioners samarbejde. Aftalen indeholder også en række aftaler om løn og vilkår forhandlet med organisationerne.
Visionen er et ligeværdigt samarbejde. Sammen vil vi skabe et mere robust hospital på Bornholm, der kan sikre nærhed og lighed i behandling ved at flest mulige patienter kan tilbydes behandling på Bornholm. At sikre mere lighed i sundhed kræver en mange facetteret indsats herunder tilstedeværelse af flere specialister på øen.
One size fits nobody
Der er indgået samarbejdsaftaler på flere områder og en tidlig læring har været, at den overordnede aftale på ingen måde kan rumme alle de behov for tilpassede løsninger, der opstår undervejs. One size fits nobody! Der skal nøje tilpassede løsninger til. Hver gang.
Og lige meget hvor lang en skruetrækker, vi i direktionerne måtte mene, vi kan håndtere, så kan vi ikke mikrostyre oppefra. Afdelingsledelserne skal selv have indflydelse, udvikle og implementere de løsninger, der inden for de enkelte specialer skaber mest værdi for patienterne.
Derfor er der også betydelig variation i de konkrete løsninger.
I neurologien er der etableret en egentlig udefunktion fra BFH på lægesiden, og fem neurologer har meldt sig til at være på Bornholm med jævne intervaller. Plejesiden i neurologien er fortsat organiseret under BOH. Ledelsesteamet på tværs af de to hospitaler mødes virtuelt og konfererer de fælles patienter. Sammen har afdelingerne vist, hvordan stærkt samarbejde på tværs af fagligheder og matrikler kan skabe lige adgang til specialiseret behandling tæt på patientens hjem.
Ortopædkirurgien har etableret et fod-ankelambulatorium, men er ikke ledelsesmæssigt involveret i øvrigt. På den diagnostiske side er afdelingsledelsen for radiologien på BFH nu udover at være afdelingsledelse på BFH også afdelingsledelse på BOH. Samtidigt ser vi nu i fællesskab på, hvilken organisering, der vil være den optimale på laboratoriesiden.
På det medicinske område er der samarbejdsaftaler i gang eller undervejs inden for flere specialer og der er etableret både fysisk og virtuel tilstedeværelse af læger og sygeplejersker fra Bispebjerg på Bornholm. De virtuelle kontakter giver fleksibilitet for både patienter og personale.
Også på vikarområdet er der indledt et tæt samarbejde, og Bispebjergs interne vikarkorps servicerer nu også BOH.
Finn Rossen, Bornholms Hospital: FotoTværgående uddannelsesforløb
Et væsentligt element i samarbejdet har været fokus på lægelig videreuddannelse og at skabe attraktive uddannelsesstillinger med en høj kvalitet. Vi har som noget helt nyt oprettet introduktionsstillinger på det medicinske område, hvor lægerne har seks måneders ansættelse på hvert hospital og med et tæt samarbejde mellem de uddannelsesansvarlige på de to hospitaler om at skabe kvalitet i det samlede uddannelsesforløb.
Allerseneste skud på stammen er en aftale om et delt hoveduddannelsesforløb i geriatri, hvor en stor del af uddannelsen foregår på Bornholm. Vi er overbeviste om, at det at placere uddannelse decentralt for alvor vil rykke på rekruttering, styrke det faglige miljø og ikke mindst tilknytning til de lokale miljøer.
Fælles om vagten
BOH har tidligere haft svært ved at dække bagvagten på det medicinske område, så i dag dækker BFH femten vagter om måneden.
Ikke alle Bispebjerg-læger kan se sig selv ind i at tage vagter på Bornholm, fordi de skal kunne dække en bredere vifte af patienter end det, de er vant til. Det kræver en særlig indstilling fra lægerne og at de tilbydes undervisning og fokuserede ophold, så de får genopfrisket de nødvendige kompetencer. Heldigvis finder mange læger det både meningsfuldt og givende at tage vagter på Bornholm, og det er indtil nu lykkes ad frivillighedens vej at få lægerne til at tage del i den fælles opgave.
Tillid som forudsætning for et stærkt partnerskab
Ovenstående er konkrete eksempler på den løsningsdiversitet, der er nødvendig for at få samarbejdet til at fungere. Virker det? Svaret er ja, men ikke ubetinget, for der er bestemt vanskeligheder, der skal håndteres. Men vi har flyttet os, skabt større robusthed og styrket kompetencerne.
Flere bornholmere får behandling lokalt uden langvarig patienttransport, ventelisterne falder, der sker en større udveksling og gensidig læring mellem specialer og personalegrupper. Der er opbygget tillid til hinanden og en vilje til at ville arbejde sammen. Det er måske det vigtigste indhold i fundamentet for samarbejdet.
Hvor ligger udfordringerne og problemerne?
Først og fremmest skulle vi afklare, hvad det her handlede om og måske især, hvad det ikke handlede om. Et samarbejde mellem et mindre hospital og et større vil være præget af asymmetri. Men det er ikke ensbetydende med, at BFH skal overtage BOH. Der er ikke en fusion under opsejling. Den historie har naturligvis rumlet, og der skal stadig ikke meget til at reaktivere den. Men det er ikke intentionen, og det bliver ikke intentionen.
Det handler måske også lidt om attitude. Det skal ikke blive et storebror-lillebrorforhold. Den måde gæstende klinikere kommer ind ad døren på, når de kommer til Bornholm, og hvad de i forbifarten får sagt om samarbejdet. Ligeledes, hvordan man som vært tager imod ‘dem ovrefra’ og møder dem – for alt bliver hørt og tolket på.
Det er i samspillet mellem de udøvende aktører, at guldet og dynamitten ligger gemt. Og det er en vigtig – og nogle gange vanskelig – opgave rent ledelsesmæssigt. Vi kan forsøge at være tydelige omkring tillid og ordentlighed. Walk the talk i vores eget interne samarbejde, men i sidste ende er det de individuelle tilgange til samarbejdet, der afgør udfaldet.
På et mindre hospital er der ikke den samme organisering på afdelingsniveau som på et større. Det kan også skabe udfordringer i samarbejdet. BOH er f.eks. organiseret med én medicinsk afdeling, mens BFH er organiseret i henhold til de lægefaglige specialer. Det betyder, at den medicinske afdelingsledelse på Bornholm skal samarbejde med mange afdelingsledelser på BFH, og det kan være en udfordring at jonglere i, både for den brede afdeling på Bornholm og de mere specialiserede afdelinger på BFH.
Finn Rossen, Bornholms Hospital: FotoDet konstruktive kompromis
Det gode samarbejde handler også om åbenhed og ærlighed. Det kan være udfordrende at definere behov for hjælp og præsentere det åbent, og det kan blive vanskeligt at tage imod den assistance eller hjælp, der tilbydes – især hvis den ikke 1:1 svarer til det, man forventede. Derfor kan dem, der leverer assistancen, heller ikke komme buldrende med en masse krav og forventninger om, at deres løsning er den rigtige. Så risikerer processen at køre af sporet allerede inden den er kommet i gang.
Det handler om at tilpasse og forhandle sig på plads i et fælles kompromis, begge parter kan se sig selv i. Det kræver ledelsesmæssig fokus, for der skal holdes fremdrift og findes løsninger, så det hele ikke stivner i uendelige procesdiskussioner.
Respekt for faglig forskellighed
En ledelsesopgave, som ikke må underkendes i denne sammenhæng, er, hvordan man sikrer, at medarbejdere fra Bispebjerg rent faktisk byder ind på at være med til at løse den fælles opgave. Skal det være gulerod eller pisk? Ikke alle synes, det er en fantastisk idé at skulle krydse Østersøen for at møde på job på Bornholm. Heller ikke alle på BOH ser det som en ubetinget gave at samarbejde med skiftende kollegaer fra BFH. Det skal vi hele tiden forsøge at håndtere.
Utilfredsheden kan gå på de økonomiske rammer eller være baseret på reelle bekymringer i forhold til det faglige indhold og niveau, når forskellige faglige traditioner mødes. Derfor har det været særligt vigtigt for os at have fokus på frivillighed, og det vil vi fortsat strække os langt for at opretholde. Vi kommer længst, når alle, der deltager i løsningen, gør det frivilligt.
Fælles økonomi kræver fælles mod
Og så er der alle samarbejdsproblemers moder: økonomien, de endeløse diskussioner om, hvem der skal betale eller påtage sig den økonomiske risiko. Mange samarbejder strander der, inden de overhovedet er kommet i gang.
Vi har forsøgt en model, hvor vi tager chancer lidt hyppigere end normalt, fokuserer lidt mindre på den sidste krone, sætter i gang og forpligter os så til gengæld til sammen at finde den økonomiske løsning hen ad vejen. Ellers var vi ikke kommet i gang endnu!
Ofte viser det sig, at den reelle difference faktisk er relativt beskeden og ikke værd at gå efter (dybest set trækker begge hospitaler jo på en regional fælleskasse). Andre gange skal man anlægge et mere totaløkonomisk perspektiv, en gynger-og-karrusel-logik om man vil.
Det kan være, at BOH påføres ekstraudgifter ved remote MR-skannning og hjerte-CT, hvor indkøb af dyrt udstyr gør det muligt at skanne udvalgte bornholmske patienter på distancen fra Bispebjerg Hospital, men meget af den udgift hentes forhåbentlig hjem ved, at der kommer færre rejseudgifter.
Indtil videre går det, og det er vores opfattelse, at vi rent faktisk kommer længere med denne tilgang. En anden vigtig læring for os har været fokus på at etablere relationer og samarbejde også på det administrative niveau. Vores stabschefer og administrative medarbejdere er vigtige partnere i samarbejde. De besøger hinanden, sparrer med hinanden og tør med tilliden og kendskabet til hinanden være lidt mere risikovillige
Lige adgang til sundhed koster
Er økonomien så løbet os af hænde? Det koster, men det er væsentligt også at erkende, at løsningen af et geografisk udkantsproblem, hvis man må kalde det sådan, også fordrer særlige investeringer. Vejen mellem Bispebjerg og Bornholm er ikke asfalteret. Østersøen skal krydses i fly eller med færge. Det koster at dække funktioner langt væk fra hovedarbejdstedet. Vi forsøger at tøjle udgifterne, indgår fornuftige aftaler med organisationerne, men naturligvis kan det ikke drives uden ekstra omkostninger.
Heldigvis er samarbejdsaftalen mødt af væsentlig politisk og økonomisk opbakning fra regionsrådet; det har været afgørende i startfasen af partnerskabet.
Partnerskab som fundament for fremtidens sundhedsvæsen
Dette er essensen af to års nyt samarbejde om et gammelkendt problem. Vi er af den faste overbevisning, at et ligeværdigt partnerskab mellem to forskellige hospitaler er det nødvendige fundament for udvikling i fremtidens sundhedsvæsen.
Partnerskabshospitaler bør være en model, der kan tages i brug andre steder i landet. De skal formentlig udformes forskelligt i forskellige dele af landet, men det nære, ligeværdige og tillidsbaserede samarbejde mellem to hospitaler bør være fundamentet.
Når der er vilje og gensidig respekt, er der ingen grænser for, hvad der kan opnås. Men det kræver reel vilje til at finde løsninger sammen. Evne til at definere behov og mod til at bede om hjælp. Vilje til at være ydmyg og anerkende, at de løsningsmodeller, der virker hjemme, måske lige skal tilpasses lidt, når de skal virke ude. Evnen til at komme ydmygt ind ad døren og udvise respekt og nysgerrighed for dem, der har været der længe.
