Regeringens sundhedsreform skal gennemføres med respekt for og oprigtig lydhørhed over for kommunernes erfaringer. Det gælder erfaringer med at arbejde både helhedsorienteret, rehabiliterende og borgernært og i tæt samspil med civilsamfund og lokale fællesskaber. Så er der rigtig gode chancer for, at vi i fællesskab når i mål med sundhedsreformens ambitioner om mere nærhed, kvalitet, lighed og sammenhæng i vores sundhedstilbud.
Sundhedsreformen er en enestående mulighed for at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen med det borgernære som omdrejningspunkt. Et sundhedsvæsen, hvor det at blive ramt af sygdom ikke nødvendigvis er ensbetydende med et liv med begrænsninger i livskvalitet og livsudfoldelse. Hvor sygdom ikke nødvendigvis betyder, at man skal ind og ud af sygehuset med uhensigtsmæssige sektorovergange, men hvor behandlingen sker i et sammenhængende forløb – og så vidt muligt er integreret i borgerens eget liv og hverdag.
Med reformen samles myndigheds- og finansieringsansvaret for specialiseret sundhedsfaglig behandling på en sektor – den regionale – og samtidig styrkes det nære sundhedsvæsen med bl.a. mere hjemmebehandling, digitalisering og velfærdsteknologi. Det betyder, at vi alle skal vænne os til, at det som er ‘nært’ ikke nødvendigvis er kommunalt.
Jeg mener dog på baggrund af bl.a. vores egne erfaringer, at kommunen som sektor også fremover vil være helt afgørende, hvis der reelt skal skabes mere helhed og mere nærhed i sundhedsindsatsen. Det særegne ved kommunen som sektor er, at den er i kontakt med borgerne i alle livets faser og på alle livets forskellige arenaer: Det gælder i forhold til borgernes arbejdsliv, familieliv, vuggestuer, børnehaver, skoler, sundhedsplejersker, ældreplejen, socialpsykiatrisk indsats, fritidstilbud osv. Ingen kender derfor værdien af at se borgerens liv ud fra et helhedsperspektiv som kommunerne.
Værdien af lokalt kendskab og samarbejde
I Bornholms Regionskommune har vi en lang tradition for ikke at lade sektorgrænser være en hindring for sammenhængende behandlingsforløb. Kommunen, øens hospital og de lokale praktiserende læger arbejder sammen i bestræbelserne på at sikre de bornholmske borgere en lige så god sundhedsfaglig behandling som i resten af landet. Her er vi alle uanset sektor underlagt de samme særlige geografiske vilkår, som gør sig gældende for en ikke-brofast ø i vandkanten af det danske rige.
Samtidig er Bornholm et kig ind i krystalkuglen i forhold til de demografiske tendenser, som også vil ramme resten af landet: En stigende andel af ældre borgere og en faldende andel af borgerne i den aktive arbejdsstyrke.
De særlige vilkår har været medvirkende til, at vi på Bornholm er vant til at løse meget lokalt. Det sket i tæt samarbejde mellem sektorer og ikke mindst i tæt samspil mellem vores kommunalpolitikere og den kommunale forvaltning.
Der er kort fra beslutning til handling, og der er et samspil med de små lokalsamfund, som kan gøre selv de største udfordringer overkommelige. Det er naturligvis ikke kun noget, der gør sig gældende for Bornholms Regionskommune, men er et billede, jeg kan genkende fra mange andre, mindre eller mellemstore kommuner.
Det er vigtige erfaringer og en kultur, som skal bringes med ind i det nye, og som regionerne måske også kan lære af. Det er banebrydende, at regioner og kommuner nu skal sidde sammen om bordet, når sundhedsindsatsen skal tilrettelægges i de nye sundhedsråd. Men det bliver afgørende, at den kommunale indflydelse på sundhedsområdet bliver reel.
Kommunale sundhedsindsatser version 2.0
Legitimiteten af de beslutninger, som træffes, styrkes, når de er forankret i det lokale demokrati hos politikere, som er valgt i og kender lokalområdet indgående. Det er derfor min påstand, at omstillingen ikke kan lykkes uden en reel indflydelse fra den kommunale part i sundhedsrådene. For at realisere reformens ambitioner må samarbejdet mellem kommunerne og regionerne bygge på klare forventninger og gensidig respekt for hinandens roller.
Som kommuner vil vi fortsat være bindeled i forhold til borgernes hverdagsliv og i alt det, som findes uden om den specialiserede, sundhedsfaglige behandling, og som tilsammen skaber det gode liv: Familieliv, bevægelse og fritidsaktiviteter, fællesskaber osv. Jeg ser en stor og vigtig kommunal opgave foran os, som handler om både sundhedsfremme og forebyggelse af sygdom, men også om gode rammer for at leve et godt liv, hvis man rammes af sygdom.
Dertil kommer, at pleje- og omsorgsindsatsen over for vores ældre borgere og hjemmesygeplejen fortsat vil være kerneopgaver for kommunerne. Det er opgaver, som er nært knyttet til resten af sundhedsområdet. Det leder mig til min sidste pointe i dette indlæg, som handler om, at også ældreområdet er under en større reformering.
Krydsfeltet
Kommunale ledere og medarbejdere er i et krydsfelt mellem forandringsprocesser og daglig drift. Sundhedsreformen er ikke den eneste store reform under implementering: Kommunerne er bl.a. også i fuld gang med at gennemføre en omfattende ældrereform.
Det er således ikke småting, man som kommunal leder skal jonglere med i disse år. Forandringshastigheden er høj, og opgaverne bliver stadig mere komplekse og tværgående. Det stiller krav til den kommunale ledelse på alle niveauer at skulle navigere mellem at bedrive forandringsledelse og facilitere store omstillingsprocesser med bl.a. sundheds- og ældrereformernes nye lovgivninger og nye forvaltningsstrukturer samtidig med, at der er en kommunal drift, som sideløbende fortsat skal bedrives.
Vi skal til stadighed sikre et godt arbejdsmiljø for medarbejderne og en stabilitet og sikkerhed for, at en indsats af høj faglig kvalitet ydes over for vores borgere hver eneste dag. Det er jo ikke sådan, at pleje, omsorg og sundhedsfaglig behandling af vores ældre eller syge borgere kan sættes på pause, mens sundheds- og ældrereformerne implementeres.
Implementering skal tilpasses
Sundhedsreformen er en nødvendig og ambitiøs satsning på bedre sammenhænge og en styrkelse af det nære sundhedsvæsen. Men dens succes afhænger af, at omstillingen sker inden for nogle klare rammer og i et tempo, sådan at vi i den kommunale ledelse på alle niveauer kan tilpasse implementeringen til de lokale vilkår – og samtidig sikre, at medarbejderne til stadighed kan løse deres borgernære kerneopgaver.
Endelig skal vi bære alt dét, vi er gode til i kommunerne, med. Kun sådan kan vi skabe et sundhedsvæsen, der er rustet til fremtidens udfordringer og er i stand til at levere sundhed i øjenhøjde med borgerne – tæt på deres liv og hverdag.
