Ledelse er noget konstruktivt, imødekommende, rundt, spændende og venligt.
For det meste. Men ikke altid. De fleste af os har vel også mødt en mørk side? Ikke nødvendigvis hos os selv, selv om det også kan ske, men så hos andre.
På DSS-seminaret om Flid, fedt og snyd 30. oktober i Zoologisk Have i København fortæller professor ved Aarhus Universitet, Thomas Faurholt Jönsson, der forsker i ledelse, om de mørke sider ved ledelse.
Thomas skriver aktuelt på en bog om ledelse, der bl.a. indeholder et kapitel om dårlig ledelse.
Hvad er dårlig ledelse? Det kunne defineres som ledelse, der er negativ eller decideret destruktiv. Inden for den definition er der i hvert fald to perspektiver: Dårlig ledelse er ledelse, der gør, at organisationen ikke opnår sine mål. Men dårlig ledelse er også, når ledelsen er skadelig for selve organisationen og dens medarbejdere.
Begge aspekter er vigtige. Det sidste er ofte omtalt; måske mere det det første?
Man kan fundere over, om dårlig ledelse altid er udtryk for en velovervejet intention. Det er det næppe. Måske er dårlig ledelse oftere udtryk for et manglende overskud til at udøve ledelse hos lederen.
Men dårlig ledelse kan jo også være knyttet til mørke træk ved personen, der er leder. Der er jo skrevet bøger om ledere, der har stærke narcissistiske eller egentligt psykopatiske træk, og nogle af os har sikkert oplevet noget i den retning i virkeligheden. Det kan f.eks. være en leder, der har en vurdering af sig selv som tæt på at være geni – og det kan jo være vanskeligt at kombinere det med en tilgang, hvor diskussion, modsigelse og kritik kan forstås som noget positivt.
Der findes masser af bøger om ‘god ledelse’ – og meget færre om dårlig ledelse. Vi kan også have svært ved at tale om dårlig ledelse. Det kan der være flere grunde til, men en af dem kan være, at vi mangler nogle brugbare begreber om dårlig ledelse.
På seminaret vil Thomas Faurholt Jönsson dele resultater fra sin forskning om dårlig ledelse og dele en ramme for at diskutere begrebet. Og måske også dele overvejelser om, hvad søren man gør, når man møder dårlig ledelse? Og kan man på nogen måde forebygge dårlig ledelse?
Flid, fedt og snyd
Program og tilmelding HER