Vi dykker ned i fremtidens kliniske hverdag og ser på morgendagens almen praksis, og på hvad der skal til, for at det kan fungere. Vi når frem til, at der bliver brug for en massiv almen medicinsk funderet fagligt ledelse, der skal opdyrkes hurtigt.
Almen praksis giver alle borgere adgang til deres egen læge med ethvert helbredsproblem og kan følge dem fra vugge til grav. Når en borger bliver bekymret for sit helbred, er almen praksis indgangen til sundhedsvæsenet. Almenmedicinerens kerneopgave er at forstå patientens oplevelser, vurdere deres helbredsmæssige betydning og i fællesskab lægge en plan, der sikrer rettidig diagnostik og optimal behandling – uden at bidrage til sygeliggørelse eller overbehandling.
Overblik og koordination
Ud over patienter med nyopståede helbredsproblemer lever mange med kroniske sygdomme, som kræver løbende medicinsk opfølgning, og de fleste følges bedst i almen praksis – eventuelt i konference med sygdomsspecifikke speciallæger. Stadigt flere har flere samtidige sygdomme, får meget medicin, er alderssvækkede eller lever med misbrug eller sociale udfordringer, og for sådanne komplekse patienter er det almen praksis’ opgave at bevare overblikket og koordinere den samlede medicinske indsats.
Almen praksis varetager årligt omkring 40 millioner konsultationer, og 90 pct. af disse konsultationer afsluttes i almen praksis uden involvering af det øvrige sundhedsvæsen. Det betyder, at selv små ændringer i almen praksis’ henvisningsmønstre har store konsekvenser for resten af sundhedsvæsenet. En stigning på 1 pct. i henvisningsfrekvensen medfører en 10 pct. stigning i antallet af henvisninger.
Spørger man patienterne, ønsker de sig en læge, der lytter og forstår dem, som vil dem det bedste, og som er let at komme i kontakt med. De forventer at møde en læge, der er fagligt dygtig og i stand til selv eller via adgang til resten af sundhedsvæsenet at yde den rigtige behandling. Patienternes frie valg af læge og de ofte langvarige læge-patientrelationer sikrer kontinuiteten og den tillid, der i sig selv er vigtigt, men som også er en forudsætning for, at egen læge kan være tovholder og sikre patienten gode og effektive forløb.
Forbundet og forpligtet
Sundhedsreformen hviler på en erkendelse af, at de fleste helbredsproblemer løses billigst men også bedst tæt på patienten. Det bliver derfor afgørende for transformationen af sundhedsvæsenet, at almen praksis styrkes, og at organisationen af arbejdet på tværs mellem almen praksis og hospitalerne integreres fuldt ud.
Med sundhedsreformens Lovpakke 2b sker der nu en ændring, så opgaverne i almen praksis ikke længere skal forhandles. I stedet fastsætter Sundhedsstyrelsen en national opgavebeskrivelse for det almen medicinske tilbud, der i sin første udgave indeholder en basisfunktion, der beskriver de overordnede standardtilbud, der skal leveres af alle almen medicinske klinikker, og dertil en række tilbud som klinikkerne kollektivt er forpligtet til at levere, men ikke nødvendigvis af enhver klinik. Et nyt Fagligt Råd, der har ligelig faglig og myndighedsrepræsentation skal vurdere dimensionering, kapacitet og vilkår for nye opgaver, ligesom de kan igangsætte udviklingen af kliniske vejledninger og implementeringstiltag. Ved væsentlige ændringer skal økonomien forhandles mellem PLO og Danske Regioner.
Den danske familielægemodel med selvejende klinikker i offentligt-privat partnerskab foretrækkes i dag både bredt politisk og af flertallet af de kommende praktiserende læger. Der vil fortsat findes soloklinikker, men tendensen vil formentlig gå mod større klinikker med mulighed for faglig sparring, arbejdsdeling og inddragelse af mere personale i patientbehandlingen. Udfordringen bliver her at bevare kontinuitet og tilgængelighed og opretholde muligheden for at have sin ‘egen’ læge.
De praktiserende læger etablerede i december 2025 et andelsfællesskab for praktiserende læger, PLAndel, der skal levere fælles løsninger til drift, administration, rekruttering/vikardækning og digitalisering. PLAndel kan gøre det muligt for de praktiserende læger at gå sammen ved fremtidige udbud af opgaver og kan ses som et led i udviklingen frem mod en mere fasttømret organisatorisk forankring af de mange selvstændige klinikker.
Sammenhæng for patienten
Igennem de sidste årtier er der lavet kliniske vejledninger for diagnostik og behandling af en række sygdomme af bl.a. Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM). Lokalt er der regionalt eller for det enkelte hospital lavet forløbsbeskrivelser, der beskriver almen praksis’ opgaver, kriterier for henvisning og det videre forløb på hospitalet.
Der bliver i fremtiden brug for, at almen praksis og de kliniske specialer sammen udvikler egentlige tværsektorielle kliniske vejledninger, som beskriver god klinisk praksis for hele patientforløbet inklusive udredning og den fortsatte opfølgning og også beskriver samarbejdet på tværs af sektorer. Desuden skal der defineres fælles målepunkter for kvalitet, som kan bruges til monitorering og kvalitetsudvikling og dermed understøtte et fælles populationsansvar.
De konkrete patientforløb skal være lokalt forankrede, men for store sygdomsgrupper og nationale indsatser kan det være relevant at koordinere udviklingen af patientforløbsbeskrivelserne på tværs af sundhedsråd og regioner. De kommende kronikerpakker har et sådant udvidet tværsektorielt sigte og omfatter ud over medicinske aspekter også patientperspektivet og bliver vigtige arbejdsredskaber for udviklingen af sammenhængende patientforløb og for organiseringen af det tværsektorielle samarbejde.
Det er ikke hverken muligt eller ønskeligt, at der til ethvert stort eller lille helbredsproblem skal udarbejdes kliniske vejledninger eller detaljerede beskrivelser af deres konkrete håndtering. Her er der brug for, at der udvikles en fælles kultur og struktur, der sikrer et smidigt og fleksibelt dagligt samarbejde, der sikrer patienterne sammenhængende og effektiv behandling.
Monitorering og kvalitetsudvikling
På hospitalerne monitorerer Sundhedsvæsnets Kvalitetsinstitut den kliniske behandling. Med et fremtidigt populationsbaseret perspektiv er der imidlertid behov for kvalitetsindikatorer, der også afspejler behandlingskvaliteten for de patienter, der udelukkende følges i almen praksis. Med Digital Sundhed Danmark og Kvalitetsplatformen er rammerne etableret for en praksisnær og tværsektoriel monitorering.
KiAP (Kvalitet i Almen Praksis) er etableret af PLO og Danske Regioner og har det nationale ansvar for at udvikle og understøtte kvalitetsarbejdet i almen praksis, herunder i landets 114 kvalitetsklynger. KiAP indsamler og analyserer data fra alle landets 2.000 klinikker og formidler resultater til den enkelte praksis og på klyngeniveau. En række kvalitetsindikatorer giver overblik over behandlingskvaliteten for patienterne uden for hospitalet på klinik-, klynge-, regionalt og nationalt niveau og udgør et vigtigt datagrundlag for udviklingen af fremtidige sammenhængende, tværsektorielle forløb.
Men arbejdet med at udvikle kvaliteten og implementere nye tiltag i almen praksis og skabe sammenhæng på tværs vil kræve en markant styrkelse af den regionale og hospitalsbaserede kvalitetsudvikling.
Almen medicinsk ledelse
Som Strukturkommissionen understreger, er der et stort behov for almenmedicinsk ledelseskraft på alle niveauer med indsigt i den kliniske virkelighed dér, hvor løsningerne implementeres. Den skal indgå i den overordnede planlægning, ledelse og organisationsudvikling og i samarbejde med sekundærsektoren og skabe forudsætningerne for et effektivt og sammenhængende sundhedsvæsen.
På hospitalerne skal en lokal almenmedicinsk ledelse sikre, at egen læge har smidig og hurtig adgang til diagnostiske undersøgelser samt fleksible rammer for det daglige, tværsektorielle samarbejde, både i pakkeforløb og ved helbredsproblemer uden for pakkestrukturerne.
Der skal være let adgang til konference med hospitalskolleger og mulighed for ubesværet henvisning, når det er relevant. Formålet er at sikre, at den praktiserende læge kan arbejde effektivt og tilbyde patienterne optimal behandling. Strukturer og kommunikationskanaler, der understøtter den almenmedicinske indsats, skal udvikles. Samtidig skal der opbygges en samarbejdskultur, som værdsætter det kliniske tværsektorielle arbejde og understøttes af klare incitamenter og relevante redskaber.
Udviklingen af det tværsektorielle samarbejde kræver faglig ledelse på alle niveauer med indsigt i den kliniske virkelighed dér, hvor løsningerne implementeres. En sådan almenmedicinsk orienteret ledelse findes ikke i tilstrækkeligt omfang i dag. Den må derfor opbygges for at sikre en effektiv organisering og reel sammenhæng for patienterne.
Forudsætningen for, at transformationen kan lykkes, er høj faglig indsigt og troværdighed. Almen praksis er et klinisk speciale, hvor patientarbejdet altid har førsteprioritet. Men med større klinikker, flere medarbejdere og et voksende eksternt samarbejde er klinikledelse noget størstedelen af de praktiserende læger har erfaring med.
Mange har i dag også organisatorisk erfaring fra arbejdet som praksiskonsulent på hospitalerne og i de regionale kvalitetsenheder eller fra fagpolitisk arbejde. Der findes således allerede en betydelig ledelsesmæssig ressource i almen praksis, som rækker langt ud over den enkelte klinik.
I opbygningen af et almen medicinsk baseret sundhedsvæsen er det nødvendigt at engagere denne ledelsesressource på alle niveauer. Der er taget initiativ til kursusforløb for klinisk arbejdende praktiserende læger gennem PLO Efteruddannelse, men der er behov for en mere strategisk og nationalt forankret indsats for at udvikle den almenmedicinske ledelseskapacitet.
Etableres der fleksible deltidsstillinger i en fagligt ledet almenmedicinsk kvalitetsorganisation – med reelle ledelsesbeføjelser og mulighed for proaktivt arbejde – vil det være attraktivt for mange.
Det bliver en central udfordring for Sundhedsstyrelsen at understøtte den nationale opbygning af almenmedicinsk ledelse. Samtidig ligger ansvaret for udviklingen af et sammenhængende sundhedsvæsen og et stærkt almenmedicinsk tilbud hos regionerne. Det bliver derfor en bunden opgave for regionerne at opbygge den nødvendige almenmedicinske ledelse, både regionalt og på de enkelte hospitaler.
Vi er midt i en spændende reformtid for sundhedsvæsnet, og hvis vi skal lykkes med at binde det nære sundhedsvæsen og hospitalerne bedre sammen, kræver det, at vi opbygger både nye samarbejdsstrukturer, kvalitetsindikatorer og ledelseslag. Det kommer til at tage tid. Men vi må hellere se at komme i gang.
