Tænketanken CEPOS – der bygger sit arbejde på et borgerligt-liberalt idégrundlag – udsendte i juli et kort notat med titlen ‘Stigende bureaukrati på sygehusene’. Det landede midt i sommerens sauregurkenzeit og fik da også en kort rundtur i medierne.
CEPOS anfører, at hospitalerne i perioden 2019-2025 fik ca. 10.000 flere ansatte, og at denne stigning er ujævnt fordelt mellem forskellige faggrupper.
Analysens metode er svag, og det er også stærkt problematisk at beskrive medarbejdere som henholdsvis kolde og varme hænder. Hvilket menneske ønsker at blive reduceret til hænder? Og hvem vil gerne betragtes som kold?
Når CEPOS taler om kolde og varme hænder, reducerer tænketanken mennesker til forsimplede kategorier. Det er en forenkling af virkeligheden, som flytter opmærksomheden væk fra den diskussion, der faktisk er vigtig.
For spørgsmålet er ikke, hvem der er varm eller kold, men hvordan hospitalerne sammensætter de rette kompetencer og løser opgaverne som en del af et sammenhængende sundhedsvæsen.
Hvis man følger logikken i opdelingen mellem kolde og varme hænder, kan man få det indtryk, at nogle medarbejdergrupper bidrager mindre til opgaveløsningen end andre. Det er problematisk.
Mange kompetencer understøtter patientbehandlingen
For der skal jo bl.a. være bioanalytikere, der tager prøver og analyserer prøverne. Der skal være fysikere, der kan beregne, hvordan kræftpatienternes strålebehandling skal gennemføres. Der skal være it- og medicoteknisk personale, der sikrer, at it og apparatur fungerer effektivt og sikkert. Og der skal ikke mindst være personale, der sikrer, at hospitalet er rent, og at patienterne hver dag kan få ernæringsrigtig mad.
Og der er også behov for medarbejdere med økonomi- og HR-kompetencer, som giver de kliniske ledelser grundlaget for at lede deres enheder bedst muligt. Altså er med at skabe den størst mulige gavn og nytte for patienter og pårørende og samtidig skaber et godt arbejdsmiljø.
Kort sagt: Det moderne sundhedsvæsen er afhængigt af mange forskellige fagligheder, som tilsammen skaber værdien for patienterne.
Ikke hænder, men kompetencer
Hospitalerne ansætter ikke hænder. Hverken varme eller kolde. De ansætter mennesker med kompetencer, der kan løse opgaver.
Et godt eksempel er kræftområdet. De første kræftpakker blev indført for knap 20 år siden. De har i betydelig grad løftet kvaliteten og bidraget til at øge overlevelsen. Kræftpakkerne har samtidig krævet mere administration, dokumentation og opfølgning på tværs af funktioner. Opgaver, som i høj grad varetages af administrative medarbejdere. Resultaterne af behandlingen kunne jo ikke opnås uden relevant understøttelse af klinikerne.
Hos Coop i Albertslund eller Salling i Aarhus vil det vel heller ikke give mening at kalde medarbejdere inden for indkøb, logistik, HR, eller økonomi for kolde hænder, mens de ansatte i butikkerne betegnes som varme hænder.
I de fleste sektorer anerkender vi, at de kundevendte funktioner kun lykkes, fordi andre fagligheder understøtter dem. Den erkendelse bør også gælde i sundhedsvæsenet.
De vigtigste diskussioner
Uanset hensigten bidrager begreberne kolde og varme hænder til at skabe unødige modsætninger mellem faggrupper og skygger for andre diskussioner, der fortjener vores opmærksomhed:
- Hvilke krav stiller vi til dokumentation? Er det blevet for meget – og hvor er det for meget?
- Hvordan sikrer vi den rette balance mellem kliniske og administrative opgaver?
- Skal hospitalerne ansætte flere medarbejdere med ikke-traditionelle kompetencer, så de kan udnytte de nyeste digitale og teknologiske landvindinger, skabe bedre flow i patientforløbene og optimere den samlede ressourceudnyttelse i sundhedsvæsenet.
Det er disse spørgsmål, der bør stå centralt i debatten. Ikke kategorier, der forenkler en kompleks virkelighed.
Vi har brug for en respektfuld debat, der bygger på indsigt i sundhedsvæsenets vilkår. Og vi har brug for tillid og gensidighed på tværs af faggrupper. Ingen kan løfte sundhedsvæsenet alene.
Sundhedsvæsenets udfordringer løses ikke ved at opdele medarbejdere i varme og kolde hænder. De løses ved at sikre de rette kompetencer, de rette prioriteringer og et stærkt samarbejde på tværs af fagligheder.
Lad os derfor tale om kompetencer, prioriteringer og fælles ansvar frem for kategorier, der skaber afstand mellem mennesker, som i virkeligheden arbejder mod det samme mål: bedre behandling og omsorg for patienterne.
