Jeg er i gang med videreuddannelsen til speciallæge i almen medicin og bliver dermed om få år praktiserende læge med ansvar for ca. 2.000 patienter, personale og læger under uddannelse. Det glæder jeg mig rigtig meget til.
Praktiserende læger er selvstændige erhvervsdrivende – private leverandører til sundhedsvæsenet om man vil – og aftaler sammen med regionerne de rammer, vi arbejder under, herunder praksisdrift, patientomsorg, tilgængelighed og personaleledelse.
Vi står i et nationalt lægedækningsproblem, hvor der mangler flere tusinde speciallæger, særligt i almen medicin, og hvor der er en stigende demografisk ulighed. Der er dele af Danmark, som har så få læger, at vi taler om lægedækningstruede områder.
Det er et stort samfundsproblem, som vi bliver nødt til at løse. Men det er i særdeleshed også et ledelsesproblem, både for lederne i sundhedsvæsenet og i de lokale klinikker.
Derfor blev Sundhedsstrukturkommissionen nedsat i foråret 2023 med det formål at skabe et mere ensartet og sammenhængende sundhedsvæsen, bl.a. med ønsket om et løft af almen praksis samt ambitionen om rekruttering af flere speciallæger, særligt i almen medicin. Alt sammen for at sikre lægedækning, bedre patientrettigheder og smidigere overgange for patienterne på tværs af sundhedsvæsenet.
Aftalen om sundhedsreformen fra november 2024 var en kærkommen nødvendighed. Den har gode intentioner, og vi er mange, der støtter projektet i overordnede træk.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har før sommerferien – ført an af sundhedsminister Sophie Løhde som ellers i 2013 var stor fortaler for at lægerne ikke skulle topstyres – fremlagt det nyeste tiltag i sundhedsreformen, ‘lovpakke 2b’.
For almen praksis – som jo ellers skulle styrkes med sundhedsreformen – risikerer processen desværre på grund af lovforslaget at medføre en helt ny virkelighed for både læger og patienter. En ny virkelighed præget af central styring og konkurrencemæssigt pres. Det vil samlet medføre alvorlige konsekvenser for både faglighed, rekruttering, klinikledelse, patienttilfredshed og vigtigst af alt målet med reformen – et mere lige og tilgængeligt tilbud om en læge til alle.
Lægedækning er et fælles mål
Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM) hører under Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), et lægefagligt selskab, og vi arbejder med at forbedre de kommende praktiserende lægers arbejdsforhold, styrke fagligheden med efteruddannelse samt fokus på forskning og international uddannelse.
Vi har udviklet en kommunikationsstrategi til FYAM for at præcisere strategien for intern og ekstern kommunikation. Det har været et klart ledelsesmål for os som nyt formandskab at understrege organisationens mission: politisk interessevaretagelse for vores medlemmer. Dette har vist sig at være en nødvendig og ganske aktuel transformation.
Vi har gennem flere år undersøgt og fremlagt vores medlemmers fremtidsdrømme og forslag til tidlig og håndholdt rekruttering, men det er vigtigt at huske, at lægedækning, både med henblik på uddannelse af nok speciallæger og med en attraktiv rekruttering til at besætte ydernumrene, er regeringens og Danske Regioners overordnede ansvar. Ikke den enkelte læges ansvar.
Politikerne har længe kendt til det stigende problem med manglen på speciallæger i almen medicin uden at sikre hverken tilstrækkelig dimensionering af speciallægeuddannelsen eller effektive rekrutteringstiltag. Tværtimod har man centraliseret samfund og sundhedsvæsen tiltagende, styrket storbyerne som attraktive studiebyer og skabt flere lokale tilbud til borgere i de største kommuner. Centraliseringen bidrager også til at højtuddannede samler sig i byerne.
Og nu står vi desværre her, hvor et indgribende lovindgreb for mange politikere og patienter tolkes som eneste løsning for at sikre flere læger væk fra storbyerne og ‘ud til borgerne’.
FYAM’s medlemmer repræsenterer den fremtidige arbejdsstyrke, der skal løfte ambitionen med sundhedsreformen om mindst 1.500 ekstra praktiserende læger til alle mennesker i Danmark. Vores medlemmer motiveres af at drive egen butik og af at tage ansvar for personaleledelse, efteruddannelse, supervision, drift og særligt de værdier og individuelle behandlingsmål, der både kræver en personlig relation, tillid og kontinuitet mellem læge og patient.
Derfor har vi også løbende fremlagt flere relevante forslag til rekruttering, som vores medlemmer selv mener vil kunne få dem til at arbejde i eller flytte til de mest lægedækningstruede områder.
Noget af det som gør almen praksis attraktivt for yngre læger er netop det at kunne gøre en forskel for den enkelte borger. Og det opnås bedst ved frie hænder til at lede ‘butikken’, som lægen finder bedst muligt.
Det selvstændige og økonomiske incitament er drivende for at sikre en høj faglig standard og en god kvalitet for patienterne. At kunne rammesætte hverdagen for personalet er både spændende og motiverende.
Samtidig følger vi stolt fagets pejlemærker og faglige vejledninger, som beskriver, hvordan vi gør det rigtige for de rigtige patienter. De yngre kolleger ønsker fortsat at være selvstændige erhvervsdrivende og behandle de patienter, som har størst behov først, samtidig med selv at vurdere relevant udredning og behandling.
‘Lovpakke 2b’ beskrives med et klart mål om central topstyring og indeholder en række tiltag, som går direkte imod at være ‘herre i eget hus’.
Målet er vi enige om, men midlet mener vi er et fejlskud.
Hvad indeholder ‘lovpakke 2b’ egentlig?
Ifølge høringsmaterialet introducerer lovforslaget en national opgavebeskrivelse, en ny aftalemodel med differentieret honorarstruktur, et nyt praksisklagenævn og nye muligheder for regionale udbudsklinikker.
Man vil fjerne den aftalebaserede styring via lægernes fagpolitiske forening, Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og deres rolle i forhandlingerne og i stedet lægge ansvaret i stat og regioner.
Regeringens løsning er at skabe flere klinikker, hvor det er regionerne frem for lægerne selv, som står for driften. Det ved vi resulterer i korte og skiftende ansættelser, dårligere patienttilfredshed, mindre kontinuitet i læge-patientrelationen, og samtidig øger det risikoen for svær sygdom, indlæggelse og tidlig død.
Lovforslaget rummer bl.a. mulighed for, at det centralt skal styres, hvordan og hvor længe vores arbejdsdag skal være, samt hvordan vi ensrettet skal behandle patienterne.
At gå fra en struktur hvor praktiserende læger indtil nu selv har været medbestemmende, som vi desuden ved at rekruttering og arbejdsglæde afhænger af, til et nyt centralt styret beslutningssystem medfører, at vi fremadrettet mister indflydelse på egen drift, ledelse og ansvar. Og det mener vi vil være for risikofyldt i forhold til målet om rekruttering.
FYAM ser følgende konsekvenser for fremtidens almen praksis:
- Klinikkerne får sværere ved at tilpasse åbningstider, normtal og organisering i forhold til de lokale behov, hvilket for patienterne betyder et mindre personligt tilbud, med en læge som ikke kender dem.
- Et ringere ledelsesansvar og en øget arbejdsbyrde risikerer at mindske arbejdsglæden og vil gøre arbejdet mindre attraktivt.
- For de kommende praktiserende læger skaber ønsket om et skift i driftsansvar usikkerhed og mindsker attraktiviteten ved at vælge almen medicin som karrierevej.
- Konkurrence fra regions- eller udbudsklinikker kan trække praktiserende læger væk fra almen praksis.
- Flere læger kan vælge at opsøge private tilbud (bl.a. sundhedsforsikringer) til borgere, frem for at arbejde for det offentlige, hvilket vil øge uligheden i samfundet yderligere.
Kommende almenmedicinere siger ‘tak, men nej tak’
Den nye generation af unge på arbejdsmarkedet ønsker i langt højere grad end før fleksibilitet, frihed og selvbestemmelse. Det siger derfor sig selv, at der er et stort bump på vejen for sundhedsreformen, hvis rekrutteringen rammes.
Situationen er alvorlig, og der er behov for dialog på ledelsesniveau, hvis konflikt skal undgås.
FYAM advarer derfor tydeligt i medierne: lovforslaget kommer ikke til at bidrage positivt til lægedækningen og understreger, at mere styring og mindre frihed går imod ønskerne til arbejdslivet blandt yngre læger.
For politikerne glemmer, at der ingen almen praksis er uden praktiserende læger.
En ny undersøgelse blandt vores medlemmer fremhæver at kun tre pct. ønsker at være ansat i en regionsklinik, mens mindst 80 pct. forventer at skulle købe og drive egen praksis inden for fem år. 0 pct. vil arbejde i koncernklinikker. Derfor er oprettelsen af nye klinikformer og understøttelsen af regionsklinikker ikke noget, som vil bidrage til rekrutteringen.
Det samlede udfald af en eventuel lovændring vil blive, at flere praktiserende læger kommer til at gå tidligere på pension, mens de kommende praktiserende læger i langt mindre grad vil søge ind i specialet. Derfor vil rekrutteringen falde, og færre vil blive speciallæger i almen medicin, hvilket på sigt vil give en dårligere lægedækning.
Hvordan sikrer vi så lægedækning i hele Danmark?
FYAM sætter spotlys på en ofte overset kobling mellem ledelsesfrihed, rekruttering og kvalitet i patientforløb. De yngre almenmedicinere efterlyser derfor mere tillid, samarbejde og incitamenter, ikke detaljeregulering.
Hvis reformens ambition om et mere sammenhængende sundhedsvæsen skal lykkes, kræver det, at beslutninger træffes i reel dialog med dem, der leverer sundhedsydelserne på gulvet. Det er lederskab og autonomi – ikke centralstyring – der vil sikre rekruttering, trivsel og patientnære løsninger i almen praksis.
Ved at lytte til lægerne kan regionerne faktisk godt opnå ambitionen om lægedækning inden 2035, som netop er målet med sundhedsreformen.
Vores medlemmer vil gerne bidrage til, at alle mennesker i Danmark har deres ‘egen læge’. FYAM har undersøgt, hvad der virker, og selvstændighed, ejerskab, lokal forankring, fleksibilitet og særligt at kunne arbejde under transport, er faktorer der betyder noget for lægerne. Det kan effektivt sikre lægedækningen.
Tillid mellem parterne kan være svær at opnå, hvis én part ønsker at ødelægge noget, som den anden part mener ledelses- og driftsmæssigt fungerer.
De kommende praktiserende læger er klar til dialog og vil gerne bidrage til lægedækning. Men det kræver lydhørhed og ændringer af forslaget om ‘lovpakke 2b’.
