Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Heldigvis har vi i de senere år haft meget mere fokus på som hospitaler at forholde os til døden, ikke som en fiasko for vores sundhedsvæsen, men som en naturlig ting ved livet. Ikke mindst lægefaglig direktør Morten Ziebell og præst på Rigshospitalet Lotte Mørch har hver fra deres vinkel været fremtrædende i at skubbe det vigtige emne frem i den offentlige debat. 

Derfor syntes jeg, at det lød spændende, at tre yngre redaktører – Emmy Jenny Henderson, Maria Bruun-Schmidt Dorrens og Ida Tønning Albek – har lavet en lille antologi, hvor de har samlet bidrag fra moderne prosa og poesi fra 11 forfattere fra Tove Ditlevsen og Tom Kristensen til Naja Marie Aidt. 

Fælles for de 11 bidrag er, at de gennem kunsten sætter ord på døden, sorgen, tabet osv., med det formål at give et sprog, der gør det muligt at rumme en samtale om de vanskelige emner. 

Ideen er rigtig god og jeg synes, at den holder. Når det er relevant at nævne, at redaktørerne er yngre, er det fordi det præger udvælgelsen; der er en overvægt af bidrag, der handler om tab i ungdommen og færre om det at miste efter et langt og indholdsrigt liv sammen. Bogen er udgivet med støtte fra en række fonde, hvoraf de fleste primært er relateret til hospiceområdet.  

Fordi bogen giver et sprog til at tale om det svære, er den også såre relevant for personalet på de afdelinger, der har død og svær sygdom inde på livet. 

Jeg har selv som hospitalsdirektør haft en opfattelse af, at her var et område, vi ikke talte nok om. Heldigvis er det gået fremad. I 2014 skrev Atul Gawande bogen “Being Mortal”, som senere blev oversat til dansk. Bogen var med til at sætte dialogen i gang rundt om på hospitaler i hele verden. Sagen er jo ret enkelt, at rigtig mange dør efter svær sygdom og rigtig mange dør faktisk på selve hospitalet, så derfor er der et enormt ansvar i at tage hånd om døende mennesker og ikke mindst pårørende. 

Skyld, skam og svigt i den situation skal bearbejdes, så der kan fokuseres på det positive, uanset om livet har været langt eller kort. Nemt at sige og skrive – utrolig svært at praktisere!

Senere i 2018 kom Anne Boyers meget omtalte bog “The Undying”, som formåede at gøre den personlige historie som kræftpatient til en generel samfundskritik. Her er vi slet ikke med denne antologi. Det er en smuk brugsbog, der både indeholder empatiske og konkrete tilgange til emnet.

De helt kyniske eksempler er udeladt. Her tænker jeg bl.a. på Karl Ove Knausgårds første kapitel af bind 1 af Min Kamp, hvor der ikke lægges fingre imellem i en kold, klinisk beskrivelse af, hvad døden egentlig gør ved den menneskelige krop, når den får has på livet.

Jeg tænker også, at bogens tekstbidrag passende kan læses af dem, som ønsker at indgå i den aktuelle debat om aktiv dødshjælp. Som sagt formår kunst at sætte ord på de følelser, der er, når man bevæger sig i grænselandet mellem liv og død. Bogen indeholder flere eksempler på, at død ikke bare skal forstås som fysisk død, men også favne den fortvivlelse, der er hos mennesker, der oplever, at deres nærmeste forvandles til levende døde efter en ulykke eller svær demenssygdom. Det er jo bl.a. i sådanne tilfælde, at diskussionen om aktiv dødshjælp kommer ind. 

Litteraturen gør os heldigvis klogere på os selv og giver os mulighed for at forstå svære følelser – det er denne bogs tekstbidrag et levende bevis på. På trods af emnets karakter er det livsbekræftende at vide, at vi har et sted at søge hjælp, når det er svært at udtrykke alt det, der er indeni.