MØD: Martin Schultz, 46, vicedirektør, Amager og Hvidovre Hospital. Speciallæge i intern medicin, geriatri. Tidl. cheflæge, Afdeling for Ældresygdomme samme sted. Tidl. formand for Dansk Selskab for Geriatri. Amager og Hvidovre Hospital har 6.800 medarbejdere og et budget på 5.3 mia. kr.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
»Jeg er stadig ny i rollen som vicedirektør og er meget optaget af, hvordan jeg lærer håndværket ledelse. Husk på, at det kun er 3,5 år siden at jeg blev speciallæge, og nu sidder jeg i et helt andet game med en helt anden faglighed, end jeg er uddannet til. Det ville være vanvittigt, hvis jeg ikke gik til den opgave med ydmyghed og ærefrygt.
Jeg er dog ved at tage en master i ledelse, og selvom det kommer oven i mit nye job, så tør jeg ikke lade være med at uddanne mig, selvom det koster mange ekstra timer.
Jeg er meget optaget af, hvordan jeg kan udvikle mig, og sparrer hele tiden med folk, der er lidt foran.
Samtidig er jeg optaget af de helt vilde og spændende opgaver, som sundhedsreformen fører med sig: Integration af psykiatri og somatik; begrænsning af sygehusenes vækst og vende blikket udad; omlægning af lægerollen til også at dække et generelt syn oveni specialistopgaven; omlægning af ambulatorierne til at være med behovsstyrede; hvordan støtter vi almen praksis og deres sindssygt mange opgaver og så videre.«
Hvad er det sværeste ved at være leder?
»Jeg synes, at det er svært at vide, hvornår det er bedst at sidde stille og hvornår man skal gå i gang med ændringer. Jo højere op jeg er kommet, jo mere kan jeg mærke at jeg har en betydning for andres arbejdsliv – når du piller ved ét tandhjul, rykker du samtidig ved tre andre, så det er om at sikre balancen for at bevare arbejdsglæden for alle mine kolleger. Og hele tiden have for øje, at vi skal gøre det rigtige for patienterne.
Derfor prøver jeg at være ydmyg overfor det, jeg ikke ved, og holder mange ‘uofficielle’ møder for at samle så mange nuancer op som muligt, inden der træffes beslutninger.
Vi leder selvfølgelig altid efter data, men nogle gange er de ufuldstændige eller mangler, og nogle gange er problemstillingerne ikke sorte eller hvide. Så finder jeg ro i de værdier, jeg har, og på et tidspunkt har jeg en god mavefornemmelse.
Det værdibaserede syn er heldigvis kommet mere og mere ind i lægefaget i de sidste 10 år, og selvom man er kommet ind i faget med en interesse for kroppen, så er det vigtigt at overveje de menneskelige værdier, når data ikke rækker.
Ordentlighed er en af de værdier og at gøre mig umage, jeg har lært, og jeg føler mig rodfæstet ved at hvile i det værdisæt, jeg har. Måske er det fordi jeg trods alt er blevet 46…
En anden svær ting er den sorgproces, der ligger i at opgive min faglige identitet som læge. Vi læger har jo en kæmpe identitet – det har man også i andre fag, eksempelvis politiet – og den må jeg give slip på, fordi den primære opgave nu er ledelse.
Jeg er nødt til at gå ud i klinikken en gang imellem for blot at mærke og føle, og hvis jeg på et tidspunkt ikke kan huske virkeligheden, så skal I sparke mig over skinnebenet.
Lige nu har jeg en idé om, at det er vigtigt for mig at kunne rykke rigtig meget for mange mennesker, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal jeg tage mig noget andet til.
Folk som mig skal bidrage – uden at det skal lyde frelst eller helligt. Jeg er ikke i det her job for egen vindings skyld. Min far er portør, min mor en uddannet teknisk assistent, og alligevel har jeg fået en akademisk uddannelse og er nu heldig og privilegeret at sidde i et job som vicedirektør. Jeg vil gerne give noget tilbage.«
Hvad gør du anderledes som leder?
»Som cheflæge var noget af det første at indføre en mailhygiejne. Jeg har tidligere haft chefer, der sendte mails sent om aftenen. Det skal man ikke gøre, for det kan påvirke arbejdsglæden og give andre et indtryk af, at man skal arbejde hele døgnet.
Det rejser spørgsmålet om jeg selv har været fjollet og dum at arbejde så meget. For jeg har mere lyst til at skabe en arbejdsplads, hvor folk har lyst til at være.
Det er godt at forstå medarbejdernes forskellige livsfaser. Hvis man giver plads til at folk med små børn arbejder mindre, så tror jeg at de er klar til at rykke senere i livet.
Det er klogt, at de nye generationer stiller flere krav. De skal ikke bare acceptere, hvad den gamle, sure mand siger. Nogle synes, at de yngste generationer er til besvær, men måske er det netop den konflikt, der rykker ved tingene.
Selvfølgelig kan det være sværere at få en arbejdsplan til at hænge sammen, hvis alle vil på nedsat tid, men det er en illusion at tro, at alt er bedre, bare alle arbejder 37 timer.
Der skal være luft og plads til det anderledes, og jeg har set mange ledere slå sig på, at de ikke længere er tidssvarende og ikke kan eller gider forstå, at tingene ændrer sig. Hvis jeg havner der, håber jeg, at jeg har nok indsigt til at trække mig.«
Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for din karriere
»Jeg tog ledelse for givet, da jeg blev læge. Men så var jeg på en afdeling med en dygtig afdelingssygeplejerske, som stoppede og i det efterfølgende ledelsestomrum faldt det meste fra hinanden. Pludselig stoppede rigtig mange sygeplejersker på en ellers god afdeling, og min lægegerning blev markant ringere af den grund.
Jeg blev træt og sur og havde brug for at komme videre. Det rejste spørgsmålet: Kunne jeg selv gøre det bedre?
Så kom stillingen som cheflæge på Amager Hvidovre Hospital. Her prøvede jeg mig selv af og gjorde alt det modsatte. Det blev sjovere og sjovere, indtil jeg igen ramte et loft – der er ting, du ikke kan pille ved som cheflæge.
Så kom muligheden her som vicedirektør, og jeg har en helt vild lyst og motivation til dette job og forsøge at skubbe til det loft, jeg ikke kunne skubbe som cheflæge. Alt andet ville også være arrogant.«
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
»Jeg kan blive ved og ved med at arbejde, og jeg får ikke stress, fordi jeg synes mit arbejde er fedt, og derfor har jeg det ikke dårligt med at bruge mange timer på det.
Men jeg var på et interessant lederkursus i Region Hovedstaden, hvor der sad en gruppe ledere i rundkreds og talte om at koble fra. Det med at gå en stille eftermiddagstur i en skov er ikke lige mig, men de fortalte om mange andre slags ventiler – nogle fandt f.eks. ro i at læse ikke-faglitterære værker eller cykle på arbejde.
Jeg kunne godt mærke at jeg savnede det, andre fortalte om at koble af med at cykle. Det gjorde jeg også tidligere, men i dag kører jeg i bil til møder, og så hører jeg ofte rock, især punk rock som Paleye Royale og Yungblud, men jeg har en meget divers smag. Massive Attack er lækkert at arbejde til. Jeg kan godt lide det lidt up beat, hurtigt og vredt. Musik kan virkelig åbne op for følelser og tanker.
Jeg har musik i ørerne på vej i træningscentret eller på vej fra et møde. Så hænder det, at jeg bliver siddende i bilen, fordi jeg lige skal høre et nummer færdigt. På den måde zoner jeg ind i noget helt andet. I en grad, at folk nogle gange banker på vinduet, når jeg sidder i bilen på parkeringspladsen.
Heldigvis er der stor fleksibilitet i mit job, så jeg kan arbejde mere, når mine tre børn hver anden uge er hos deres mor.
I de andre uger prøver jeg at være hjemme til tiden, for børnene skal ikke se mig arbejde for meget. Jeg tænker rent faktisk over, at de ikke skal se mig med en mobiltelefon i hånden. Så arbejder jeg nogle gange om morgenen, mens de sover.
Jeg er så heldig, at arbejdet også er min fritidsinteresse. Jeg plejer at sige, at jeg går til geriatri i min fritid, forstået på den måde, at jeg gerne blander mig i den offentlige debat – skriver kronikker og holder oplæg for borgere og pårørende. Lige nu holder jeg en række demensoplæg, som er udsolgt. Det er fantastisk og privilegeret.«
Hvis jeg var chef for det hele …
»… så ville jeg gerne gøre sundhedsvæsenet mere menneskeligt og med meget mere dialog. Vi skal være bedre til at lytte til patienterne og se på brugernes præferencer og lave planer og behandlinger ud fra deres ønsker
Jeg gik for et stykke tid siden stuegang og mødte Grethe på 93, som var indlagt for tredje gang på kort tid. Jeg spurgte hende, hvorfor hun var her igen og hvad hun gerne ville. Hun takkede mig, for det var der ingen, som havde spurgt om, og hun ville bare gerne hjem og dø dér. Hun blev udskrevet samme dag, og jeg ringede til hendes praktiserende læge, datter og hjemmeplejen og lagde en plan. Alt gik godt, hun sov stille ind i sin seng nogle måneder senere.
Systemet gør for mange ting, fordi vi tror at det er det, folk gerne vil.«
