Moppedreng er et godt instrument til at skabe fodslag i en reform

ANMELDELSETre garvede redaktører har med sikker hånd samlet en antologi om at skabe værdi i sundhedsvæsenet. Anmelder Peter Mandrup Jensen hylder bogens opbygning og mange af dens valg. Han savner dog lidt bidskhed og indignation.

Antologier kan nogle gange med rette kritiseres for at være usammenhængende, ufokuserede eller for varierende i niveau.

Det gælder ikke den, som Bech, Jørgensen og Barlebo har redigeret for FADL’s forlag. De tre redaktører har med sikker hånd – man bør jo heller ikke forvente mindre af de tre flittige og meriterede redaktører – skruet en tyk bog på 348 sider sammen. Struktureret i fire dele, indeholdende 18 kapitler og skrevet af ikke færre end 34 forfattere.

Bogen handler om at skabe værdi, og bogens fire dele handler om ‘tæt på’, ‘på tværs’, ‘innovation og digitalisering’ og ‘ressourcer og økonomi’. Den henvender sig, siger forlaget, til alle der arbejder med, leder eller interesserer sig for sundhedsvæsenet.

De tre redaktører har taget nogle klare valg for at få bogen til at hænge sammen. For det første ved at udstikke en klar struktur for kapitlerne og for det andet ved at indarbejde gensidige referencer mellem alle kapitler, så der henvises frem og tilbage gennem bogen. Og så for det tredje, og det er et godt greb, ved selv at skrive et indledende kapitel til hver af de fire dele. 

Der er drysset nogle cases ud over bogen, og de fleste af dem virker godt. Nogle af dem er dog beskrivelser af pilotprojekter, så de viser mere nogle tanker end egentlige resultater.

Bogen taler meget direkte ind i sundhedsreformen fra 2024/25, der jo ikke mindst har fokus på det nære, at tingene skal hænge sammen, og at der skal ske en gennemgribende digitalisering af sundhedsvæsenet.

Giver bogen så anvisninger på hvordan, reformen kan komme i hus med ambitionerne? 

Bogen er i hvert fald et godt springbræt.

Bogens del 1 om den nære sundhed insisterer på strukturel forebyggelse, populationsansvar og fokus på det hele menneske og salutogenese. I bogens del 2 foldes begrebet populationsansvar ud på en god måde – et begreb som mange i sundhedsvæsenet vil have gavn af at få en dybere forståelse for.

Ulighed i sundhed er – fortjent – et emne, der går gennem hele bogen og behandles fra flere forskellige vinkler. Det er fortjenstfuldt, at der tales om social ulighed – og ikke det forvrøvlede begreb om postnummer-ulighed, der ofte skæmmer den politiske debat om ulighed i sundhed.

I del 2 om på tværs – som nok er denne anmelders favoritdel – er der et godt bidrag om sundhedsrådene, som der stilles meget høje forventninger til. Der er også gode og indsigtsfulde kapitler om integrationen somatik/psykiatri, almen praksis og civilsamfundets rolle. Det sidste kalder Ingerslev og Højbjerg med rette for en af reformens blinde pletter.

Bogens del 3 om digitalisering og innovation indledes med en slagfærdig formel for succes:

Succesfuld transformation = højniveau digitalisering x innovation på den store klinge x fokus på lighed x massiv mobilisering

Dejligt at Bech, Jørgensen og Barlebo vover pelsen med gangetegn og ikke bare plustegn. Denne anmelder kan godt lide formlen; andre vil måske finde den spekulativ.

Apropos det med at vove pelsen. Når jeg læser bogen, kan jeg indimellem savne lidt bidskhed eller indignation. Det er jo rigtigt, som der står mange steder, at vi har et fint og ret godt sundhedsvæsen i Danmark, men alt er jo ikke rosenrødt.

Flere steder i bogen tales om balancer. At vi skal finde balancerne mellem det ene og det andet. Og det skal vi jo. Men det havde klædt forfatterne, eller redaktørerne, at det nogle steder blev sagt, hvilken vægtskål vi burde lægge flere af vores ressourcer eller mere af vores energi i.

Bogens del 4 om ressourcer og økonomi er velskrevet og velargumenteret. Det er rart at det siges ligeud, at sundhedsvæsenet skal sikre helse og livskvalitet for den enkelte, men at det for samfundet også drejer sig om, at vi har en arbejdsfør befolkning, der kan skabe de materielle rammer for, at vi kan have et rigt og velfungerende samfund. 

Og det siges ublufærdigt, men jo også rigtigt, at vi har et sundhedsvæsen, der kræver mange af samfundets ressourcer, som er hospitalsdomineret og i international sammenhæng er temmelig dyrt. Så ‘send flere penge’ er hverken den eneste eller den bedste løsning. 

Det er godt og vigtigt, at der slås et slag for, at vi bliver klogere på nye modeller for gevinstdeling og ikke mindst modeller for sociale effektinvesteringer. Det kunne der endda godt slås et endnu større slag for. Effektinvesteringer kunne med fordel blive noget, som sundhedsrådene fokuserede hovedparten af deres energi på.

Så alt i alt er det en tyk bog og en god bog, der fokuserer på gode temaer, som har mange gode forfattere, og som hænger meget bedre sammen end andre antologier. Jo, der er nogle gentagelser, men det ku være værre, som man siger.

Bogen anbefales til interesserede i sundhedsvæsenet, kommuner, regioner og stat. Der er ikke svar på alt, men der er gode indsigter at stå på og god inspiration, som kan bruges i arbejdet med både de daglige opgaver og opgaven med at skabe et endnu bedre sundhedsvæsen.

Hvordan skaber vi værdi i sundhedsvæsenet

– En antologi om udviklingen fra reform til fælles bevægelse

Af Mickael Grøne Bech, Per Jørgensen & Søren Barlebo Rasmussen (red.), FADLs forlag, 2026, 348 sider.

Mere om forfatterne