Sundhedsreformen sætter en klar retning, og der er ingen tvivl om, at sundhedsvæsenet vil komme til at se anderledes ud i fremtiden. Det påvirker selvfølgelig også OUH, da vi får en række store opgaver, som vi skal løse samtidig med, at vi skal drifte og udvikle vores sygehus. Det er vi klar til, og vi ser frem til at øge vores samarbejde med alle aktører i sundhedsvæsenet. Og med reformen har vi via sundhedsrådene fået et nyt mandat og nye midler, som forpligter og gør det muligt at accelerere den udvikling, vi allerede er i gang med. Den mulighed skal vi gribe og omsætte til konkret værdi for vores borgere og patienter.
Men hvordan gør vi så det?
Det gør vi ved fortsat at prioritere arbejdet med ledelse højt. Lige nu har regionsledelser og sygehusledelser en opgave med at etablere de mest optimale rammer og strukturer for ledere og medarbejdere.
Det er vigtigt, men i vores optik bliver den nære ledelse tæt på patienter og medarbejdere helt essentiel for at komme i mål med reformens intentioner. For sundhedsreformen er både en strukturreform og en indholdsreform, og derfor står vi overfor en stor kulturændring på sygehusene.
Sygehusorganisationen skal nemlig se sundhed i et meget bredere perspektiv, end vi er vant til. Vi skal så at sige gå fra en sygehus-tankegang til en sundheds-tankegang, hvor vi tager et langt større ansvar for patienten. Og her bliver ledelse ekstra vigtigt. Samtidig skal vi tilpasse vores organisation, så den matcher de nye opgaver. Alt sammen for at vi også fremover kan leve op til vores ambition om at sætte patienten først.
Ledelse i fællesskab og på tværs
På OUH har vi de seneste år arbejdet meget med at udvikle og robustgøre ledelsesorganisationen på alle niveauer. For vi tror på, at vi kan få bedre patientforløb og mere tilfredse patienter og medarbejdere, når vi investerer i ledelse.
Helt konkret har vi haft fokus på tværfaglig makkerledelse i klinikken, og vi har arbejdet med onboarding, ledergruppeudvikling og forbedringsledelse. Et vigtigt værktøj i dette arbejde er den Syddanske Forbedringsmodel, som er en fælles regional tilgang til arbejdet med forbedringer, hvor der fokuseres på ledelse, kultur og inddragelse af medarbejdere i at finde de gode løsninger. Vi har også arbejdet med vores ledelsestilgang og bl.a. drøftet, hvordan vi i det daglige sikrer fælles kurs og koordinering for derved at få skabt fokus på, hvordan vi lykkes i fællesskab.
Det bringer vi nu med os ind i arbejdet med sundhedsreformen, og vi ser frem til at etablere endnu mere forpligtende fællesskaber på tværs af afdelinger, hospitaler og de øvrige sundhedsaktører.
Lige nu er vi i dialog med vores ledere om, hvordan vi – i lyset af sundhedsreformen – bruger tiden rigtigt, og hvordan vi ledelsesmæssigt baner vejen for den kultur, der skal til for at sætte patienten først – derhjemme. Det er også en dialog, vi skal have med alle vores samarbejdspartnere i sundhedsvæsenet, og vi ser frem til at gå nye veje til gavn for patienter og borgere.
Beslutninger og ansvar skal ligge tæt på opgaven
Med sundhedsreformen ønsker politikerne at styrke det nære sundhedsvæsen. Det betyder bl.a.,, at beslutninger og ansvar skal placeres tæt på opgaven, og her skal de nye sundhedsråd sikre en større lokal, politisk beslutningskraft.
På OUH og i Region Syddanmark har vi også fokus på, at beslutninger og ansvar placeres tættest muligt på den enkelte opgave. Vi har en decentral ledelsesmodel med et væsentligt og strategisk lokalt råderum. Det decentrale prioriteres altså tydeligt, og det er en del af vores DNA.
I forbindelse med sundhedsreformen har Region Syddanmark allerede tidligt i processen inviteret alle sygehusenheder m.m. ind i værkstedet, og det har resulteret i mange inddragende dialoger. Vi har god erfaring med, at det decentrale råderum kan leve parallelt med behovet for fælles løsninger. De balancer er vigtige, og de kommer til at fylde endnu mere fremover, da nærhed er et vigtigt pejlemærke i sundhedsreformen.
OUH har i dag en flad ledelsesstruktur med kun tre formelle ledelseslag – hospitalsdirektionen, afdelingsledelser og funktionsledelser. Det ønsker vi at bevare for dermed at sikre korte beslutningsveje. Vi ønsker også at bibeholde en organisering med udgangspunkt i de lægelige specialer. Det gør vi, fordi vi tror på, at fagligheden er et stærkt afsæt ind i samarbejdet med andre specialer og aktører. I sådan en struktur bliver det dog ekstra vigtigt at dyrke og etablere gode samarbejdsrelationer på tværs.
Vi rykker hele tiden tættere på borgerne
Selvom der er meget nyt i sundhedsreformen, er der også flere elementer, som vi allerede er i gang med. Faktisk har vi arbejdet med elementer i sundhedsreformen, siden vi fik bevilliget penge til det nye OUH.
Bl.a. har vi de seneste mange år reduceret antallet af senge, så det nu svarer til antallet af sengestuer på det nye OUH. For så snart patienterne er klar til det, skal de have hjælp tættere på deres bopæl eller derhjemme, hvilket matcher sundhedsreformens ønske om at flytte sundheden tættere på borgerne.
Det er en omstilling, som vi har været i gang med længe – også sammen med kommunerne. Og i denne omstilling er ledelse essentielt. Vi er allerede langt med flere initiativer som virtuelle konsultationer og hjemmebehandling.
F.eks. samarbejder vi med plejehjem, vi kører ud til KOL-patienter og kontrollerer deres iltniveau, og vi tilbyder hjemmebehandling til nogle af vores mest syge kræftpatienter. Det kræver en justeret tilgang til patienterne, hvor vi samarbejder om at motivere, støtte og guide patienterne, så de får mod på og mulighed for at løse meget mere på egen hånd.
Vi øger også samarbejdet med almen praksis, senest med oprettelsen af en ny rolle på udvalgte kliniske afdelinger på OUH som praksis-ansvarlig læge. Det vil sige en speciallæge, f.eks. en ledende overlæge, der skal have blik for at fremme afdelingens samarbejde med de praktiserende læger og gå foran som kulturbærer for det gode samarbejde. Disse initiativer vil vi fortsætte med, og med sundhedsreformen kan vi sætte endnu mere skub i udviklingen.
Vi ved også, hvor skoen trykker, og der er stadig meget at gøre i forhold til at blive en endnu bedre kollega og samarbejdspartner for sundhedspersonalet i kommunerne og for de praktiserende læger.
Det gælder f.eks. i forhold til, hvordan vi stiller vores faglige kompetencer til rådighed for de praktiserende læger og de øvrige sundhedsaktører i det nære sundhedsvæsen. Vi kan også blive bedre til at tage de praktiserende læger med i planlægningen, når vi sætter tiltag i gang i forbindelse med hjemmebehandling, da borgerne har en forventning om, at deres praktiserende læge kender aftalerne.
Det er blot to eksempler på emner, vi skal arbejde med fremadrettet, når vi rykker endnu tættere sammen.
Fra sygehus til sundhed
Hvis sygehusene skal lykkes med at tænke sundhed i stedet for sygdom, og sammenhæng i stedet for siloopdelinger, kræver det vedholdende ledelse, samarbejde på tværs og en justeret organisering. På sygehusene skal vi se os selv mere som en sundhedsorganisation, hvor vi tager et langt større ansvar for patienten. Vores behandlingsansvar slutter ikke på hospitalsgangene, det rækker helt ud over borgerens dørtrin.
For at sikre retning og koordinering i det samlede reformarbejde – og ikke mindst sikre, at det nye Sundhedsråd Fyn får den nødvendige understøttelse, påtænker vi at etablere en ny sundhedsstab, der kan understøtte hele hospitalets organisation og sundhedsrådet. Det nye opgavesæt fra sundhedsreformen får dermed en tydelig og stærk forankring.
Samtidig foreslår vi at oprette to nye kliniske afdelinger, Borgernær Sundhed og Almen Medicin. Borgernær Sundhed får ansvar for drift og ledelse af de borgernære opgaver, der overdrages fra kommunerne. Det drejer sig om drift af midlertidige ophold på sundheds- og omsorgspladser, den akutte specialiserede sygepleje, den patientrettede forebyggelse og opgaver inden for specialiseret genoptræning og rehabilitering. Arbejdet med integrationen vil ske i tæt samarbejde med de fynske kommuner.
Opgaven for OUH på det almenmedicinske område, herunder på ledelsesområdet, er endnu ikke fastlagt, så den endelige beslutning om organisering af området afventer, at den fulde opgave bliver kendt og fastlagt i løbet af 2025. Selvom opgaven for OUH ikke er endelig afklaret, er det direktionens intention, at også dette område skal løftes ind i organisationen som en afdeling med lægelig ledelse for at sikre den fornødne ledelsesmæssige opmærksomhed.
Begge afdelinger får en vigtig rolle i forhold til at bidrage til transformationen og hjælpe sygehusafdelingerne med de præmisser og muligheder, der er i at levere sundhed i nærmiljøet. At de får direkte reference til direktionen, er et signal om, hvor vigtig denne opgave er for os.
Integration af psykiatrien
En af de nye opgaver i sundhedsreformen handler om at integrere somatikken og psykiatrien, og det er en opgave, som jeg og vi på OUH ser muligheder i. For vi tror på, at det kan gavne patienterne i både somatikken og psykiatrien. Men vi er også ydmyge over for opgaven, da det er en stor omstilling, vi ser ind i.
Vi ser desuden sundhedsreformen som en anledning til at udfordre og udvikle vores behandling og pleje. Det bør være lige så naturligt at tale om angst eller skizofreni som om en tennisalbue eller en kræftdiagnose.
På det nye sygehus i Odense samler vi psykiatri og somatik i en fælles akutmodtagelse, ligesom der bliver etableret et fælles sengeafsnit til behandling af patienter med spiseforstyrrelser. Vi bygger desuden psykiatrien sammen med det somatiske sygehus, og vi placerer vores børnehospital sammen med børne- og ungepsykiatrien. Det vil alt sammen bidrage til, at vi ser hele borgeren foran os, og ikke kun den primære diagnose.
I Region Syddanmark har vi allerede haft mange dialoger om ligestillingen af psykiatrien og somatikken. Rent organisatorisk har vi lagt vægt på, at psykiatrien indplaceres på lige fod og sammen med de eksisterende somatiske afdelinger.
Med forbehold for den endelige politiske beslutning, er det forventet, at tre afdelinger fra psykiatrien i forbindelse med Region Syddanmarks implementering af sundhedsreformen vil blive en del af OUH’s organisation.
Helt konkret er der lagt op til, at børne- og ungdomspsykiatrien, voksenpsykiatrien i Odense og Svendborg og Center for Digital Psykiatri bliver en del af OUH’s organisation, som tre selvstændige afdelinger med hver sin afdelingsledelse. Vi ser også frem til at få psykiatriske stabskompetencer integreret i vores fremtidige organisation.
Sammen om forandringen
Med sundhedsreformen står vi overfor en stor transformation. En transformation som både er krævende og kompleks og spændende og meningsgivende. Og så understøtter den vores ambition om at sætte patienten først.
Det bliver ikke nemt, men jeg glæder mig til alle de gode drøftelser, vi nu skal have, både med vores medarbejdere og ledere og på tværs af sektorer. For sundhedsreformen kræver, at vi tænker sygdom og sundhed på en ny måde. Og i den kulturændring bliver ledelse vores vigtigste værktøj. Men vi skal ikke begynde forfra. Vi skal bruge vores erfaringer og sammen finde frem til de bedste løsninger for patienter, pårørende, ledere og medarbejdere.
EFTERSKRIFT
Justeringen af OUH’s organisering som konsekvens af sundhedsreformen har været i høring på OUH, og direktionen har netop behandlet de indkomne høringssvar og meldt beslutningen ud om OUH’s interne organisering. Dele af det, der beskrives i kronikken, besluttes først endeligt i juni af regionsrådet i Region Syddanmark.