Regeringens nye sundhedsreform, der introducerer sundhedsrådene, kan blive en markant ændring og et væsentligt skift i, hvordan vi organiserer og styrer vores sundhedsvæsen. Sundhedsrådene har potentiale til at løse nogle af de strukturelle problemer, som vi har kæmpet med i årevis. Jeg vil – ud fra hvad jeg tidligere har skrevet om forpligtende fællesskaber – give nogle refleksioner over hvad sundhedsrådene kan og hvordan de reelt også kan blive det, som skal bygge broer på tværs af sundhedsvæsenet, hvor fælles ansvar og samarbejde mellem sektorer kan blive styrket.
Udgangspunktet her er også en meget grundlæggende – næsten triviel – men dog væsentlig pointe, nemlig at organisationer opnår de målsætninger, som de bliver designet til at opfylde. Og der findes ikke organiseringer, som kan opfylde alle formål perfekt samtidigt. Der er altid afvejninger mellem de forskellige formål, som en bestemt organisering kan opnå, og der vil derfor altid være fordele og ulemper ved en hvilken som helst organisering.
Der vil også altid være organisatoriske grænseflader, hvor der kan være uklarhed, overgange og grænsedragningskonflikter. Det er meget grundlæggende og derfor vigtigt at huske på, da det også gælder, når vi skal have en ny organisering af sundhedsvæsenet. Det perfekte findes ikke, men vi kan stræbe efter en organisering, som i højere grad kan imødegå behovet for større sammenhæng på tværs.
Fra silotænkning til forpligtende fællesskaber
Sundhedsrådene, som er i spil, har et potentiale til at gøre op med et samarbejde mellem kommuner og regioner, som historisk har været præget af silotænkning, hvor de to sektorer i for høj grad har opereret uafhængigt af hinanden. Resultatet har ofte været fragmenterede patientforløb, hvor borgerne – særligt de meste komplekse forløb og de mest sårbare borgere – oplever at blive tabt mellem forskellige lovgivninger, logikker og organisering.
Med sundhedsrådene er der nu en mulighed for at skabe et tættere samarbejde mellem den primære og den sekundære sektor. Hvis vi skal lykkes med ambitionen om et mere sammenhængende sundhedsvæsen, kræver det, at alle aktører i sundhedsvæsenet begynder at tænke og arbejde på tværs af sektorerne. Sundhedsrådene skal være en platform, hvor de forskellige aktører kan mødes og finde fælles løsninger på de udfordringer, de står overfor.
Fra sundhedsklynger til magtfulde beslutningstagere
Sundhedsrådene bliver i den nye struktur tildelt langt større magt og ansvar end de tidligere sundhedsklynger. Hvor sundhedsklyngerne ofte blev lidt tandløse og uforpligtende samarbejdsfora uden reelle beslutningskompetencer, vil sundhedsrådene nu få tilført både ansvar og ressourcer. Det økonomiske fundament, som rådene får til rådighed, skaber mulighed for at træffe beslutninger, der kan række dybt ind i grænsefladerne mellem kommuner og regioner.
En af de mest markante forskelle i reformen er, at sundhedsrådene får midler, som skal udmøntes i fællesskab. Man kan altid drøfte, om de får tilstrækkeligt med muskler med de midler, de bliver tildelt. Men dels er midlerne til helt centrale områder, og dels er der tilstrækkelig mange midler til at alle beslutningstagere rundt om bordet vil læne sig ind over det fælles beslutningsbord.
Midlerne rækker på ingen måde til at dække de udgifter, der typisk opstår i grænsefladerne mellem kommuner og regioner, men det bør heller ikke være pointen. Midlerne vil være tilstrækkelig store til, at et behov for dels en fælles erkendelse af behov for sammenhæng samt behovet for at målrette indsatser mod bestemte problemstillinger i befolkningen inden for det pågældende sundhedsråd vil blive erkendt.
Midlerne er så betydelige, at både kommuner og regioner vil blive nødt til at arbejde sammen – en proces, som skaber et fundament for forpligtende fællesskaber, hvor ikke blot de afsatte midler i sundhedsrådene bliver målrettet mod at skabe bedre sammenhæng, men det skaber behovet for at etablere fælles strategier og forpligtende fællesskaber, hvor de øvrige ressourcer fra hver af de to sektorer også bliver målrettet mod at skabe bedre sammenhæng.
Nødvendig afskaffelse af kommunal medfinansiering
Et andet centralt element i reformen er afskaffelsen af den kommunale medfinansiering. Denne ordning har historisk set skabt gnidninger mellem kommuner og regioner, da de to parter ofte har haft modsatrettede incitamenter. Kommunernes økonomiske incitament til at reducere indlæggelser harmonerede ikke altid med regionernes incitamenter til at opretholde aktivitet og opfylde patientrettigheder. Onde tunger vil mene, at konstruktionen var tiltænkt at skulle holde kommuner og regioner beskæftiget med at skændes; underforstået, så kritikken ikke skulle rettes mod staten.
I stedet for at agere som modparter, skal kommunerne og regionerne nu i højere grad etablere fælles interessestrategi for brug af de midler, som sundhedsrådene forvalter. Det nye økonomiske fundament understøtter en fælles målsætning: at levere sammenhængende og helhedsorienterede sundhedsydelser til borgerne. Dette er et væsentligt skridt hen imod etableringen af forpligtende fællesskaber, hvor samarbejde og fælles ansvar bygger broer mellem sektorerne og forhåbentligt også bliver en del af kulturen både på det strategiske og det operationelle niveau.
Balancen mellem det sekundære og det nære sundhedsvæsen
Selv om reformen rummer mange positive elementer, er der også udfordringer, som sundhedsrådene må være opmærksomme på. En af disse er balancen mellem det sekundære og det nære sundhedsvæsen.
Historisk set har det sekundære sundhedsvæsen med hospitalerne i spidsen haft en betydelig magtposition i det danske sundhedsvæsen. Hospitalerne har også været dygtige til at dokumentere deres betydning for sundheden, aktiviteter og resultater, hvilket ofte har resulteret i, at de løbende har modtaget en stor del af de ekstra ressourcer.
Der er derfor en reel risiko for, at en for stor del af sundhedsrådenes midler vil blive brugt i det sekundære sundhedsvæsen frem for på det nære sundhedsvæsen. Dette ville være en alvorlig fejltagelse, da det netop er det nære sundhedsvæsen, der skal styrkes for at sikre mere sammenhængende patientforløb og bedre sundhedstilbud tættere på borgernes hjem.
Sundhedsrådene skal derfor have modet og viljen til at prioritere det nære sundhedsvæsen, selv om det sekundære ofte har en større kapacitet til at dokumentere sine behov samt dokumentere evidens for aktiviteterne.
Integration af psykiatri og somatik – en gavnlig udvikling
En af de mest positive muligheder i sundhedsreformen er fokuset på integrationen mellem psykiatrien og somatikken. I en årrække har disse to områder af sundhedsvæsenet opereret som separate organisatoriske enheder, hvilket har skabt store udfordringer for patienter med både fysiske og psykiske lidelser. Ofte har patienter oplevet at blive behandlet utilstrækkeligt for enten deres somatiske eller psykiatriske sygdomme afhængig af, hvilket del af systemet de var brugere af.
Denne integration kan forbedre behandlingen af patienter, der har behov for hjælp på begge områder og sikre, at de modtager en mere helhedsorienteret indsats.
Den organisatoriske integration mellem somatik og psykiatri kan ske på mange måder, men det er afgørende, at denne integration sker på en sådan måde på tværs af landets regioner, at der ikke skabes en større geografisk ulighed og at der fastholdes muligheder for at overføre erfaringer på tværs af landet.
Hvis vi ikke sikrer en fælles strategi for, hvordan psykiatrien og somatikken skal integreres, risikerer vi, at der opstår store forskelle i, hvordan patienter behandles i forskellige dele af landet. Nogle regioner kan være mere ressourcestærke eller bedre organiserede end andre, og det kan føre til uligheder i patienternes adgang til behandling, der kan adressere såvel somatiske som psykiatriske behov.
Digitalisering og innovation
Teknologiske fremskridt kan spille en afgørende rolle i at skabe bedre sammenhæng og samarbejde på tværs af sundhedssektoren. Digitale platforme kan lette kommunikationen mellem kommunale sundhedstilbud, praktiserende læger og hospitaler. Der er også et enormt potentiale i at bruge data til at skabe mere præcise beslutninger, sikre sammenhæng gennem kuratering af patientinformation gennem brug af kunstig intelligens og give sundhedspersonalet bedre redskaber til at følge patienternes forløb.
Men for at dette kan lykkes, er det nødvendigt at skabe en infrastruktur, som muliggør en effektiv brug af teknologien. Der er behov for centrale løsninger, som vi i Danmark i øvrigt har haft gode erfaringer med. Men der er samtidigt behov for, at der skabes fælles løsninger hurtigere, så digitale teknologier meget hurtigere tages i brug. Centraliseringen af infrastrukturen må derfor ikke stå i vejen for, at implementeringen af løsninger sker hurtigere, end vi har set hidtil.
Gode ledere – nøglen til succes
Sundhedsrådene og de mange initiativer i reformen kan kun blive en succes, hvis de understøttes af stærke ledere. Ledelse bliver en central faktor i, hvordan de forpligtende fællesskaber etableres og fungerer. Gode ledere skal kunne balancere forskellige interesser og sikre, at beslutningerne træffes med fokus på borgernes og patienternes bedste og en langsigtet styrkelse af hele sundhedsvæsenet.
Ledelse handler ikke kun om at fordele midler og ressourcer, men også om at skabe en kultur, hvor alle aktører i sundhedsvæsenet føler sig ansvarlige for de fælles mål. Det er en opgave, der kræver mod og evnen til at facilitere samarbejde på tværs af sektorer, samt en forståelse for, at et velfungerende sundhedsvæsen kun kan opnås gennem fælles indsats. Uden dygtig ledelse risikerer vi, at de gode intentioner bag reformen går tabt i interne magtkampe og gamle (u)vaner.
