Vi skal holde op med at tale om prioritering som noget godt eller skidt

LederDer er ikke en simpel metode til prioritering. Men åbenhed og gennemsigtighed må være helt basale forudsætninger. Dertil skal debatten bygge på data og faktuel viden, skriver Michael Møller og Peter Mandrup Jensen fra bestyrelsen i DSS.

Det er med prioritering som med ledelse. Det er noget, der foregår på mange måder, på mange niveauer og med mange aktører – og der er mange meninger om, hvad der er god prioritering.

Det er dejligt, at Robusthedskommissionen har valgt at sige, at prioritering er et af de allervigtigste greb, der skal til, når vi arbejder for et fremtidigt sundhedsvæsen, der er bæredygtigt og fortsat leverer høj kvalitet. »Vi skal op på en helt anden klinge,« sagde Søren Brostrøm om prioritering i sundhedsvæsenet ved præsentationen af kommissionens rapport mandag.

For at fremme en frugtbar diskussion er det nødvendigt, at vi holder op med at tale om prioritering i sundhedsvæsenet som noget godt eller noget skidt. Det er en realitet.

Vi har altid prioriteret. Det sker overalt og hver dag i vores samfund, og det er helt normalt. Der vil altid være begrænsede ressourcer til rådighed i enhver økonomi, uanset om den er offentlig eller privat. 

”So why all the fuss?” – som vores engelsktalende venner siger?

Noget af det, der har forandret sig, er, at prioritering på mange måder er langt mere synlig, end den har været tidligere. Vores måde at kommunikere på og dele informationer har ændret sig voldsomt, og ikke overraskende er der stor interesse for nyheder og historier, hvor der påvises fejl eller mangler i sundhedsvæsnet, som – måske – kan henføres til for få ressourcer og altså til den ”onde” side af prioriteringen.

Det at prioritere er også blevet mere komplekst. Ikke mindst fordi der er flere interessenter, der berøres af og har meninger om prioriteringen. Det kan give anledning til et par overvejelser.

For det første kan vi overveje en mere klog måde inddrage patienter og borgere i prioritering. Måske kan vi kombinere mere brugerinddragelse med prioritering på en ny måde? Hvis vi ser på tandbehandling, er det jo ret åbenlyst, at man i den del af sundhedsvæsenet taler om alternativer, omkostninger, muligheder, risici med videre. Kan vi hente inspiration herfra? Ikke fordi vi nødvendigvis skal have mere brugerbetaling – det har vi jo allerede meget af på visse områder. Men giv det en overvejelse. 

Og så er der jo Fælles Beslutningstagning som en af vejene frem, og Vælg Klogt er jo også en vej mod prioritering, der bygger på både stærk faglighed og inddragelse af patienter og borgere.

For det andet. Når vi taler interessenter, taler vi jo netop om interesser. Vi har forskellige interesser som mennesker, som borgere, som ansatte i sundhedsvæsenet, som patientforeninger, som fagforeninger, som sundhedsindustri osv. 

Det er legitimt at have interesser, og det er legitimt at arbejde for dem. Men når det nu er sådan, at prioritering er en realitet, skal vi jo finde en måde at vægte, vælge og balancere vores ressourcer på.

Der er ikke en simpel metode. Men åbenhed og gennemsigtighed må være helt basale forudsætninger. Dertil skal debatten bygge på data og faktuel viden, som  sundhedsprofessionelle, forskere, ledere og medarbejdere har et ansvar for at bringe til bordet. Der var også et af Søren Brostrøms budskaber.

Og så er der behov for tydelighed omkring forventningerne til os alle sammen og vores forskellige roller omkring prioritering. Landspolitikere skal prioritere på de helt store linjer, og det er galt, hvis de begynder på procesregulering på detailniveau. Politikere i regioner og kommuner har andre typer af prioriteringsopgaver, og ledere og medarbejdere i sundhedsvæsenet har endelig nogle helt tredje prioriteringer, de skal være ansvarlige for – og skal stå på mål for. Og alt sammen skal ske i samspil med de mange interessenter, der er i og rundt omkring sundhedsvæsenet.

Sjovt nok er opgaven med at prioritere ikke blevet mindre, selv om der i dag er mange  flere ressourcer i sundhedsvæsenet, end der var for 10 eller 20 år siden. Men der er jo netop også mange, mange flere muligheder for undersøgelse og behandling og mange og højere forventninger til det, sundhedsvæsenet skal gøre for vores liv.

Men prioriteres skal der! Hver dag. Af os alle sammen. På mange måder. Så vi bliver nødt til at have en ærlig og konstruktiv samtale om det. 

Selv om det ikke er nemt. Og fordi det ikke er nemt.

Mere om forfatterne