Det var en diger og tung rapport, der på Holbæk Sygehus blev afleveret til regeringen af Sundhedsstrukturkommissionen. Det skal blive en fornøjelse at læse hovedrapporten på 420 sider og hundredvis af siders bilag.
Almindeligt interesserede vil have glæde af at læse sammenfatningsrapporten på 38 sider.
Både Jesper Fisker og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) lagde ved præsentationen af rapporten vægt på, at vi skal reformere for at sikre, at sundhedsvæsenet kan løse fremtidens opgaver.
Udgangspunktet er, at Danmark har et velfungerende sundhedsvæsen af høj kvalitet, men forudsætningerne for opgaveløsningen i fremtiden ændrer sig og kalder på nye løsninger. Fortsætter vi som hidtil, kommer vi ikke til at løse udfordringerne med usammenhængende patientforløb, ubalance mellem det primære og det sekundære sundhedsvæsen og ulighed i sundhed.
Er kommissionen lykkedes? Er der indlysende gode forslag? Er der fejlskud? Og hvad mangler – om overhovedet noget?
Det bedste
Der er mange holdninger og mange interesser i samfundet, i sundhedsvæsenet og blandt ledere i sundhedsvæsenet. Og ikke alle peger i samme retning.
Men noget af det bedste i rapporten er, at kommissionen skiller tingene ad på en yderst begavet måde. Det kom også frem i præsentationen.
Kommissionen beskriver tre måder at afgrænse opgaveløsningen på,seks forskellige ‘tværgående temaer’, og tre forskellige forvaltningsmodeller.
Det er uhyre klogt, for det gør det muligt ikke at falde i den grøft at diskutere alting i en pærevælling.
- Tre bud på ændret opgavefordeling
Om opgavefordelingen på sundhedsområdet siger kommissionen, at man kan gennemføre en mindre, en mellemstor eller en stor opgavesamling. Det siger de på baggrund af en overvejelse omkring behovet for at skabe bedre sammenhæng mellem delene i det nuværende, fragmenterede sundhedsvæsen. Hvis man politisk beslutter at samle flere opgaver, vil det reducere det kommunale opgaveområde og lægge opgaver over i en regional eller en statslig organisation.
»Enhver mønt har to sider«, sagde Sophie Løhde. Der er fordele og ulemper ved alle modeller.
Men Sophie Løhde aflivede dog ved præsentationen den store opgavesamling. Og det er der meget fornuft i; plejeboligområdet ligger bedre i ‘det levede liv’ frem for i sundhedsvæsenet. Fordi man er gammel og plejekrævende, skal man ikke nødvendigvis være en del af sundhedsvæsenet.
- Seks afgørende, tværgående temaer
Det er også et indlysende fint greb at identificere seks temaer, som uanset hvilken struktur, der politisk vælges, er helt afgørende for sundhedsvæsenets udvikling.
Overskrifterne på de seks er organisering af de almenmedicinske tilbud, national organisering af digitalisering og data, national sundhedsplan, ændret organisering og samarbejde mellem psykiatri og somatik, tilpassede rammer for de praktiserende speciallæger, og til sidst en procesting – et reformsekretariat og en implementeringsplan.
Jesper Fisker sagde det uforblommet: Uanset hvordan man tegner stregerne i et fremtidigt sundhedsvæsen, skal der findes løsninger inden for de seks temaer. Og det er et stærkt strategisk træk fra kommissionens side at sikre muligheden for diskussion af løsninger inden for disse seks områder uafhængigt af de strukturelle diskussioner. De strukturelle diskussioner kan meget, meget let ende i territoriekampe med manglende fokus på de indholdsmæssige drøftelser.
- Tre forvaltningsmodeller
Kommissionen har opstillet tre modeller. I ikke-prioriteret orden, understregede Jesper Fisker. Model 1 med 8-10 omsorgs- og sundhedsregioner. Model 2 med et statsligt enhedssundhedsvæsen. Og model 3 med 3-5 sundhedsregioner.
Disse modeller skal så kombineres med valg af opgavefordeling som nævnt ovenfor.
Det vil give anledning til rigtig mange, gode diskussioner!
Der er jo ingen af de tre modeller, der er udemokratiske. Men der er i høj grad forskel på afstanden fra borgerne til de ansvarlige politikere eller den ansvarlige minister. Og appetitten på en meget stor, statsligt styret driftsorganisation er hos mange yderst begrænset. Godt for det.
Det værste
Hvad er så det værste i rapporten? Måske er der ikke noget det værste. Men nogle sorger kan da tages på forskud.
Debatten om rapporten bliver alt for kort. Der er en høringsfrist på otte uger hen over sommerferien! Så kort en frist yder ikke respekt over for de mange diskussioner, rapporten burde følges op med. Regeringens behov for at vise handlekraft – og behov for revitalisering – kommer til at spænde ben for en bred og folkelig debat.
Debatten bliver ufokuseret og rodet. Interesserne og interesseorganisationerne står i kø for at promovere det ene og det andet synspunkt. Så det bliver et gedemarked. Men der er jo ikke andet for, end at vi alle sammen – også Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet – stiller op i køen og både taler og lytter.
Og den tredje bekymring. Den politiske proces. Kan vores folkevalgte udvise lige så stor lytte- og tænkekraft som handlekraft? Og kan fristelsen til at lave hurtige karateslag mon tøjles? Det tror vi. Der er helt generelt respekt for, at det ikke er nogen enkel opgave at lave forandringer på et af velfærdsstatens mest komplicerede områder – sundhedsvæsenet.
Hvad mangler mest?
Med så mange sider kan der vel næsten ikke være noget, der mangler? Vores fordom inden rapportens offentliggørelse var, at der var alt for lidt om ledelse. Nu må vi læse ned i teksten, men det er da fint at se, at der på rapportens 420 sider er nævnt noget med ledelse ikke færre end 238 gange.
Det er da ikke så dårligt. For der bliver behov for dygtige ledere med mod til at skabe forandring og evne til at skabe følgeskab hos de mange, der skal løse opgaverne.
Så vi glæder os
Vi glæder os til at læse en yderst fyldig rapport.
Vi glæder os over de greb, der gør, at vi kan diskutere struktur, men også de – på mange måder – endnu vigtigere, indholdsmæssige temaer om, hvad der skal forandres i måden, vi arbejder på.
Vi tror på, at der også bliver lyttet til lederne og medarbejderne i sundhedsvæsenet, der kender dagligdagen og virkeligheden på deres krop.
Vi ved også, at djævlen ligger i detaljen, så hvis man politisk undlader at regulere nidkært ned i detaljen, men frisætter og giver rum til medarbejdere og ledere, så kan vi godt ende med beslutninger, der gør et godt sundhedsvæsen endnu bedre.
Til gavn for samfund, borgere, patienter og pårørende – og alle de medarbejdere og ledere i sundhedsvæsenet, der hver eneste dag yder deres ypperste for at give den bedst mulige behandling.
