MØD Marie Storkholm, 48, vicedirektør på Rigshospitalet med særligt ansvar for Neurocentret. Inden da cheflæge for Kvindesygdomme og Fødsler i Horsens. Speciallæge i obstetrik og gynækologi. Ph.d. i forandringsledelse. Neurocentret har 1.400 ansatte og et budget på 1,3 mia. kr.
Hvad fylder mest i dit arbejdsliv lige nu?
»Jeg begyndte 1. september og er i gang med at lære et nyt hospital at kende, et nyt ledelsesniveau, en ny region. Jeg er kort sagt ny i jobbet og følger en introduktion til opgaven som vicedirektør, som centerdirektør i neurocenteret og til stabsfunktionerne.
Jeg er blevet taget rigtigt godt imod – Rigshospitalet er et hospital, der rigtig gerne vil noget til gavn for den enkelte patient og samfundet. Og er godt i gang med en strategiproces under Rasmus (Møgelvang, hospitalsdirektør, red.), hvor Riget udvikler højt specialiseret behandling, forskning på internationalt niveau og samtidig leder med frisættelse.
Rigshospitalet arbejder med et nyt omdømme, og her synes jeg, at jeg har noget at bidrage med. Jeg kommer jo fra et speciale med stor tænkning på tværs – med inddragelse på tværs af sygehuse, med akutsygehusene omkring os og hele landet. Det synes jeg spiller godt ind i Rigshospitalets strategi.
Vi skal bringe folk sammen og forske i hele kæden – hvor er patienterne, hvordan sikrer vi lighed. Men ét er at have visioner på plads og være skarpe på, hvor vi skal hen. Dernæst skal vi i høj grad arbejde sammen på tværs, ikke mindst i den nye Region Østdanmark.
Vi skal lede og udvikle på tværs af faglighed, organisation og matrikler, og det kalder på stærke samarbejdskompetencer. Min erfaring er, at når man bringer folk sammen om strategi og organisationsteori, skal man ikke ’bare’ holde møder, men have konkrete opgaver at løse.
Der er mange gode intentioner i sundhedsreformen og nogle strukturelle forhold, som skal forandres, men vi skal ikke gå reformamok i for høj hastighed. Det er vigtigt med et ordentligt tempo.
Hvad mig selv angår, så har jeg jo to kasketter på, og det kræver gode folk omkring mig og at jeg er i stand til at prioritere. Men det er rigtig spændende opgaver og der er ikke en forventning om, at jeg har løst alting i går. Så lige nu er jeg i gang med at finde ud af, hvad der foregår, og sætte gang i samarbejde.
Og der er jeg jo en lidt utraditionel størrelse, fordi jeg har lavet ledelsesforskning. Så jeg har glæde af et teoretisk fundament, og også en phd., og så har jeg været klinisk leder i syv år.«
Hvad gør du anderledes som leder?
»Jeg vil lede på tværs og sørge for en høj grad af inddragelse. De bedste løsninger skabes af dem tæt på patienterne – de ved hvor skoen trykker. Det kommer man rigtig langt med.
Jeg er af natur et ekstrovert, udadvendt menneske med meget på hjerte og en præference for at mene noget. Men jeg har øvet mig i tyve år på at blive bedre til at lytte, og det bruger jeg forskellige teknikker til. På særligt vigtige møder begynder vi ofte med at ‘tjekke ind’, altså at tage en runde først – hvad tænker folk omkring bordet om mødet? Det giver en tryghed til at være ærlig og dermed bedre møder. Vi slutter af med at vurdere, om vi har talt om det rigtige, og dermed lægger man det lærende og evaluerende ind i møderne.
Lige nu er jeg ret ydmyg og arbejder på at komme ind i og se mulighederne og perspektiverne i en for mig ny organisation. Riget har stærke faglige miljøer, som er frisatte og kan rigtig meget selv.
Jeg er optaget af, hvordan man sætter ildsjæle, kraft og engagement i spil. Så jeg taler meget med mennesker og lytter. Det er en måde at finde ud af, hvad der rør sig, og så skal jeg finde ud af, hvordan jeg kan det med så mange ansatte. Alene i neurocentret er der omkring 1.400 ansatte.
I Horsens har jeg ad flere omgange haft alle 200 medarbejdere med i en spejderhytte, nogle gange fordelt på 14 camps, og jeg kendte dem både af navn og personligt. Det har jeg måtte sige farvel til, for det kan ikke være det samme her.
Det bliver nok mere ensomt, indtil jeg har fundet mine nye, nære relationer og fået staben ind under huden. Og jeg har behov for at have nære relationer.«
Nævn en person eller begivenhed, som blev afgørende for din karrier
»Min gamle cheflæge Jannie Dalby Salvig (kvindesygdomme og fødsler på AUH, red.) bakkede mig op i at skrive en phd i forandringsledelse. Jeg var tæt på at være speciallæge, så det var ret vildt. Jannie så et talent i mig for ledelse og bakkede mig op i forhold til at komme til Stockholm (på Karolinska, red.) for at lave min ph.d.
Det var en kæmpe gave at få en ny faglighed oveni. Jeg brugte fire år på at læse en masse ledelsesbøger og fordybe mig i ledelse, som jo ikke er eksakt videnskab, selvom der er meget videnskab i området.
Jeg udførte også min forskning på hendes afdeling, som var kommet på en vanskelig opgave: Man skulle skære 10 pct. i budgettet og nedlægge 40 sygeplejerskestillinger og 36 pct. af sengene. Det var helt vanvittigt og burde slet ikke kunne lade sig gøre, men jeg fik lov til at deltage som observatør og lave feltstudier, mens de holdt møder, workshops og camps.
Jeg kiggede på det med forandringsledelsesbriller på og analyserede en masse på mentale modeller, forandringsparathed, kvalitet og patienttilfredshed.
Jannie var god til at være nysgerrig, anerkendende og løfte yngre kolleger – og som en sådan så hun mig. Hun hjalp mig til at se en af de glædelige muligheder ved at være leder, nemlig at hjælpe andre på vej og få dem til at vokse og blive dygtige.«
Beskriv din balance mellem arbejde og fritid
»Jeg har fortsat vores hus i Risskov og er så her i København mandag til fredag med base i en toværelses lejlighed på Østerbro. Jeg har store børn – den yngste går i 9. klasse og skal på efterskole – så vi må se om to år, hvad der skal ske.
Jeg er ved at finde en ny balance, hvor jeg arbejder de fem hverdage og holder fri i weekenden. Det plejer at være mere flydende, og jeg kommer fortsat ikke til at lukke telefonen i weekenden.
Jeg skal være ærlig og sige, at der er meget arbejde, men jeg har også tid til at gå ud og spise med venner herovre. I weekenderne står den på vinterbadning, yoga og lange gåture ved stranden. Og surf i ferierne.
Der har været perioder, hvor jeg har haft for meget arbejde. Jeg har et højt energiniveau, er nysgerrig og engageret, så jeg skal sørge for at gå en tur engang imellem og lære mig selv at være leder. Bunken bliver jo aldrig tom og jeg har derfor arbejdet meget med prioritering. Hvad har jeg på min to-do-liste – hvad skal håndteres nu, hvad kan vente. Det bliver meget nemmere, når jeg har et overblik.«
Hvis jeg var chef for det hele …
»… åh, ja, så vil jeg gerne få omsat visioner og missioner og reformer til praksis i tæt dialog med klinikerne tæt på opgaven. Det er en kæmpestor opgave og kræver kompetenceudvikling hos alle. Vi skal gøre langt mere på tværs – inddrage patienter, pårørende og civilsamfund. Der er langt fra at sige det til at gøre det, men jeg har jo erfaringer med at gøre det.«
