Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Jeg vil gerne starte med konklusionen. Det er en spændende og inspirerende antologi. Den er i høj grad læseværdig og velskrevet.

Men. For at være smart og for at få titlerne i den trilogi af antologier, som den er en del af, til at klinge ens, giver man bogen en meningsløs titel. Det er jo ikke fremtidens sundhedsvæsen, der skal transformeres. Det er det nuværende sundhedsvæsen og dets ansatte, der skal transformeres for at blive til fremtidens sundhedsvæsen.

Der udkommer mange antologier. I denne er der god sammenhæng i opbygningen, men det forekommer også lidt tilfældigt, hvem man har sat til at skrive de enkelte kapitler. Ofte er det redaktørernes venner og kunder, der er blevet budt indenfor og ikke nødvendigvis de største kapaciteter på de enkelte emner. I enkelte afsnit er der meget store indholdsmæssige overlap til den nys udkomne antologi Mod, magt og muligheder (Antonsen et al, 2025), det gælder især afsnittet om kommunikation. 

Når alt det er sagt, så er det hele stadig meget læseværdigt og tankevækkende.

Det er skønt, at der er givet plads til, at politologiens grand old man Jørgen Grønnegård Christensen kan give os en Tour de Force i processerne omkring politiske forlig og aftaler.

Denne anmelder er også begejstret for de afsnit, der er skrevet af de tre redaktører og som perspektiverer de øvrige bidrag på fremragende vis. De to internationale bidrag virker lidt påklistrede – et norsk og et walisisk. Men spændende at udfordringerne med indførelse af Sundhedsplatformen i Norge og Danmark er ret parallelle og konklusionen identisk. Efter møje og besvær med at få den til at virke, vil man heller ikke undvære den i Norge.

Ingen er vel i tvivl om sundhedsvæsenets store udfordringer, det dobbelt demografiske pres af en aldrende befolkning der er sygdomstruet og skal behandles og plejes af en stadig mindre arbejdsstyrke, der jo også skal bruges til andre ting – aktuelt i forsvaret og tilhørende områder. Den stigende specialisering og fragmentering der gør, at de sundhedsydelser der tilbydes ikke rigtig hænger sammen. Og endelig den knopskydning der er sket af ydelser, uden at der altid er evidens for det nye og uden at det forældede altid afskaffes. 

Om den nye sundhedsreform er et udtryk for radikal eller inkrementel forandring kan vel ikke helt besvares endnu, selvom bogens bidragsydere overvejende peger på det første. Det afhænger jo i høj grad af, hvor dygtige man er til at få den implementeret. Ihvertfald er den ganske omfattende organisatorisk, hvilket jo altid øger risikoen for, at man får store transaktionsomkostninger og mister kadence.

Antologien når vidt omkring fra folketinget og regionernes rolle i transformationen til civilsamfundets ditto. Personligt synes jeg, det er vigtigt at påpege sammenhængen mellem Sundhedsstrukturkommissionens og Robusthedskommissionens reformbidrag. Hvor den første på grund af opdraget overvejende fokuserer på organisatoriske tiltag, peger den sidste på en række konkrete tiltag og understøtter derved i høj grad den udvikling, der er i sundhedsvæsenets mindset med fokus på at vælge klogt og at inddrage patienterne og deres pårørende i valget. 

Digitalisering og kunstig intelligens har også fået et afsnit uden at det bliver helt forløst, men hvis håb er en strategi, kan man jo håbe, at der, når vi alle opnår en større forståelse for mulighederne med AI, kommer et væsentligt bidrag til den robustgørelse af sundhedsvæsenet, der er brug for.

Vi skylder de tre redaktører tak og respekt for at sætte transformationen af sundhedsvæsenet på dagsordenen. 

Desværre er implementering ikke vores stærke side i dette land, hverken generelt eller i sundhedsvæsenet. Mange af aktørerne tænker, at det her går nok over, lige som det plejer. Der er brug for en markant og konsekvent ledelse til at drive reformen igennem. Vi ser allerede væsentlige lommer af modstand fra lægeside og fra kommunerne. I den sammenhæng er det nok vigtigt at fokusere på, hvor galt det kan gå, hvis ikke vi gør noget nu – og det bidrager bogen til.