Ledelsesnoveller uden dybde

ANMELDELSESkønlitteratur kan sagtens levere inspiration til ledelsesopgaven, men novellesamlingen ‘Ansigter på gangen’ er desværre ikke spændende, skriver Per Christiansen.

Når jeg holder oplæg om ledelse er et af de råd jeg ofte giver: Man kan sagtens få gode råd til sin ledelsespraksis ved at læse skønlitteratur – og så er det meget mere underholdende end at læse ledelseslitteratur. Ledelse handler i høj grad om relationer, og netop relationer er den gode skønlitteratur bedre til at sætte ord og begreber på end megen tung ledelseslitteratur.

Derfor synes jeg, at det lød som en spændende idé, da jeg faldt over en udgivelse fra Akademisk Forlag af en række ledelsesnoveller skrevet til lejligheden af nogle yngre danske forfattere, udvalgt og redigeret af fire konsulenter, undervisere og forfattere, der til daglig arbejder med ledelse og organisation.

Selvom novellerne kommer rundt i nogle dilemmaer, er der desværre ikke mange af dem, der kommer særlig dybt. Stærkest står Jesper Wung-Sungs novelle om kælderkammeraterne, som handler om to gode kammerater, der udvikler deres virksomhed fra hobbyniveau til international kommerciel succes og hvis veje skilles, da indtjening bliver prioriteret over ordentlighed. 

Også Stine Nyskovs ‘Nye-Gitte’ om en ny leder i en børnehaves udfordring med at gøre op med den ældre uformelle leder og Jens Blenstrups ‘Connie Farmands efterfølger’, hvor den nyudnævnte leder må vælge gamle venskaber fra for at sikre virksomhedens overlevelse, byder på velkendte ledelsesdilemmaer.

Som litteratur betragtet er der dog ikke meget at hente. Men er novellerne anvendelige i en ledelsessammenhæng? Måske. Jeg kan godt forestille mig, at enkelte af novellerne vil kunne bruges til at igangsætte en dialog på et ledelsesudviklingsforløb. Lidt på samme måde som teateret DaCapo i årevis har faciliteret drøftelser på arbejdsmiljøområdet ved at opføre små sketches.

I efteråret 2023 anmeldte jeg ‘Lindrende ord – lad os tale om døden’. Her viste redaktørerne, hvor stærk litteraturen er til at give os et sprog til at tale om et af de sværeste emner, vi som mennesker står overfor. Der er desværre ikke noget nyt sprog om ledelse at hente i ‘Ansigterne på gangen’. 

Christian Jungersen beskriver f.eks. langt mere indgående og realistisk et kontormiljø i romanen ‘Undtagelsen’, og vil man f.eks. som leder bedre forstå de udfordringer, der aktuelt er på spil i krænkelsessager, kan jeg kun anbefale læsning af Virginie Despentes nys udkomne ‘Kære Fuckhoved’. Så i den helt aktuelle skønlitteratur er der meget at hente for en leder i en moderne organisation. Desværre fungerer ‘Ansigterne på gangen’ ikke helt så godt i praksis, som den gør som idé.

Ansigterne på gangen

Bidrag af Martin Glaz Serup, Signe Kierkegaard Cain, Hans Peter Madsen, Pernille Abd-El Dayem, Jesper Wung-Sung, Anita Furu, Ida Marie Hede, Stine Askov, Jens Blendstrup og Nanna Goul. Idé og redaktion: Michala Schnoor, Cecilie Glerup, Anja Svejgaard Pors og Julie Top-Nørgaard. Akademisk Forlag, 2023, 192 sider, 249.95 kr.

Mere om forfatterne