Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet

Alle taler om forebyggelse, om et bæredygtigt sundhedsvæsen og om vigtigheden af tidlige og rettidige indsatser. Også selvom forebyggelse i sundhedsvæsenet udgør en forsvindende lille del af den samlede økonomi til både sundhed og forskning. 

Blikket hos de fleste beslutningstagere bliver fjernt, når samtalen falder på at afsætte flere penge til forebyggende aktiviteter eller mere forpligtende aftaler på tværs af aktører om nye veje for sundhedsvæsnet. Nu er sundhedsstrukturkommissionen nedsat, og stregerne skal sættes administrativt og politisk med afsæt i Sundhedsministerens sigtelinjer. Men civilsamfundet er ikke nævnt i kommissionens sigtelinjer.

Derfor står vi, der arbejder med sundhed og trivsel uden for væsenet¸ forsigtigt afventende, men vi vil så gerne gøre diskussionen større og bredere.  

Samarbejde stiller krav til ledelse 

Vi har den største respekt for de erkendte udfordringer, der nu igen adresseres med sundhedsstrukturkommissionen; blandt andet et fokus på borgerens rejse på tværs af enheder og sektorer. Vi vil ikke skygge for diskussion om borgerens vej gennem systemet til mere sundhed, men vi vil meget gerne bidrage til, at rejsen bliver bedre og også går i retning af aktiviteter uden for systemet.

Skal vi lykkes med et mere nært og forebyggende sundhedsvæsen, så skal dialogen også handle om mod og vilje til at sikre et rum til tværfagligt samarbejde. Ikke kun internt, men også ud af den offentlige sektor og sundhedsvæsnet specifikt.

Tættere samarbejde er en bunden opgave

Det er en offentlig hemmelighed, at bevægelse, idræt og motion er sjovt og sundt. Samtidig er det veldokumenteret og anerkendt, at deltagelse i lokale foreningsfællesskaber styrker vores fysiske, sociale og mentale sundhed. 

I DGI arbejder vi hver dag med at udvikle og forstærke det frivillige foreningsliv og sænke barriererne for at dyrke motion. Vi uddanner årligt flere end 30.000 frivillige trænere og ledere. Det gør vi ofte med afsæt i forskningsbaserede tilgange til, hvordan trænere og instruktører kan fremme kropslige forudsætninger og skabe en kultur i idrætsforeningen, hvor så mange som muligt motiveres til at være aktive.  

Flere end nogensinde før er i dag medlem i en idrætsforening. Det betyder, at flere danskere bevæger sig, men forebyggelsespotentialet er endnu større. Vi kan skubbe til vilde problemer, måske endda løse dem, hvis vi i civilsamfundet samarbejder tættere med sundhedsvæsenet om forebyggelse og sundhedsfremme. 

En fælles ledelsestilgang er nødvendig 

Vi må skabe en fælles ledelsestilgang mellem civilsamfundet og særligt det nære sundhedsvæsen. Mit ærinde er ikke en ny uddannelse eller mere bureaukrati, men at en leder i det nære sundhedsvæsen har en frihed til med sin faglighed at samarbejde mere med os.

Jeg er her både nysgerrige og søgende på, hvordan vi kan forstå hinanden bedre. Hvordan offentlige ledelser i sin praksis får en frihed og faglighed til at træffe beslutninger, som med borgeren som omdrejningspunkt bygger en bro til aktiviteter og tilbud i civilsamfundet.

Det oplever vi sker i alt for lille og tilfældigt omfang i dag.  

I idrætsforeningerne får vi ikke alle med uden samarbejde og hjælp fra de dygtige og dedikerede fagprofessionelle i sundhedsvæsnet, som har kontakten med netop de borgere, der ikke af sig selv finder vej til den lokale forening. Der er borgere, der vokser op og lever med kendte risikofaktorer og vender tilbage som behandlings- eller plejekrævende igen og igen.  

Det er eksempelvis sundhedsplejen, der er i familiernes hjem og kender barnet. Det er fysioterapeuten, der træner borgeren efter en operation, der kender til et sygdomsforløb. Det er også ledelsen, måske en distriktsledelse i kommunen, der kan se, at der i et geografisk område vil være behov for flere stærke og forebyggende foreningstilbud de næste ti år. 

Værdien af det samarbejde og hvad jeg kan se, der skal til, kommer jeg ind på. 

Fritidsaktiviteter og trivsel for overvægtige børn

Et eksempel på samarbejdende ledelse er indsatsen Jump4fun, der er målrettet børn med overvægt og andre udfordringer. Børn, der oplever stigmatisering, dårlig trivsel og en øget risiko for følgesygdomme. Typisk oplever disse børn også nederlag i skolen. Jump4Ffun er en hold- og træningsaktivitet i et samarbejde mellem idrætsforeningen, Julemærkehjem, den kommunale sundhedspleje og regionernes overvægtsambulatorier. 

Lige nu har vi Jump4fun-samarbejder i 39 kommuner. Opsporingen af børnene er vi fælles om, og det virker. Evalueringer blandt børn og forældre viser, at børnene oplever glæden ved bevægelse og får nye venner i fritiden via den lokale idrætsforening. 

Samarbejdet fungerer forbilledligt mange steder, hvor der er ejerskab og en lokal ledelse med rum til at prioritere samarbejdet. Andre steder strander det desværre på grund af mangel på ressourcer og manglende prioritering af et forpligtende samarbejde. 

Aktive seniorer tager ansvar for hinanden

Et andet eksempel på samarbejde er inden for senioridræt. Seniorerne bliver flere og flere. De står i forskellige livsfaser fra ny-pensionist, der vil realisere sig selv i nyt livskapitel, til rutineret senior med faste planer i hverdagen. Dertil kommer de seniorer, som har brug for hjemmepleje, hjemmesygepleje og aflastning.   

I DGI arbejder vi særligt for stærke motionsfællesskaber for seniorer i de førstnævnte seniorfaser. Vi har specifikke uddannelser til frivillige trænere og instruktører, der for eksempel varetager naturtræning for gigtpatienter eller bevægelsesaktiviteter for borgere med demens. I uddannelsen målrettet gigtpatienter tager Gigtforeningen et stort medansvar og er med til at skabe en bro mellem borgeren som patient i et sundhedssystem og borgeren som deltager i en forening. 

Og nu, hvor vi taler om broer, så er netop overgang afgørende for at indfri et uforløst forebyggelsespotentiale. Hvorfor lader vi ikke en fysioterapeut følge Hr. Jensen ind på et målgruppespecifikt foreningshold, når han er ved at afslutte et kommunal rehabiliteringsforløb? Med fysioterapeuten følger trygheden med, så Hr. Jensen reelt ikke slippes til fordel for sofaen, men i stedet hjælpes over i et aktivt lokalt motionsfællesskab med andre i samme situation. Selve rehabiliteringsforløbet kan også foregå i den lokale idrætsforening, så skiftet fra lokaler og evt. instruktører kan reduceres eller måske helt undgås.

Civilsamfundet og de mange forskellige foreninger henter inspiration i trends og tendenser – også fra sundhedsvæsnet – i udviklingen af vores kerneaktiviteter. Tænkt, hvis også sundhedsvæsenet hentede inspiration i civilsamfundet og det lokale foreningsliv. Det ville være et rigtig godt udgangspunkt for et forpligtende samarbejde.

Et bæredygtigt sundhedsvæsen starter udenfor systemet

Hvis vi vil have et ”bæredygtigt og nært sundhedsvæsen, hvor netop borgerne har let adgang til sundhedstilbud og hvor langt flere borgere bliver mødt…” og her stopper jeg sætningen fra sundhedsstrukturkommissionens sigtelinjer for indretning af fremtidens sundhedsvæsen. 

Jeg stopper sætningen ved ordene ”bliver mødt”. For i mødet med mennesker er foreningsdanmark verdensmester. Det gode møde mellem en engageret frivillig instruktør og aktive borgere motiverer og styrker den enkelte, for eksempel til vedligeholdelsestræning i en forening, når sundhedsvæsenet har sluppet borgeren.

Lykkes vi med den type samarbejder, vil vi forlænge og styrke borgerens funktionsevne og værdien af kommunens rehabiliterende indsats og sandsynligvis også den regionale behandling på et sygehus. 

I samarbejdet forlænges og forstærkes værdien af offentlig velfærd. Det vigtigste i samarbejdet om rehabilitering er, at vi sammen forebygger, at borgeren igen får brug for behandling og hjælp. Det kan vi gøre ved at sikre aktive fællesskaber tæt på den enkeltes bopæl. 

Eksemplet findes faktisk allerede. I eksempelvis Brønderslev, hvor vi med Bevæg Dig For Livet-aktiviteter har god succes.  Bevæg Dig For Livet er en fælles vision mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund, en række kommuner, foreninger og lokale aktører om flere idrætsaktive danskere. Vi samarbejder med afsæt i strategiske mål og attraktive aktiviteter, der får flere med i fællesskaberne. Det er borgmesteren, der i kommunen sidder for bordenden og sikrer politisk og administrativ ledelse på tværs af fagområder.

Grænser for styring eller nye styringsveje

Diskussionen om, hvordan vi udbreder lokale succeshistorier i en større skala, er langt fra ny. Vi har ikke kliniske retningslinjer eller standardiserede forløb i foreningsregi – og skal ikke have det. I civilsamfundet leverer vi ikke lovbestemte visiterede ydelser, men vi kan samarbejde på tværs af sektorer, bøje os mod hinanden og lave forpligtende aftaler med fælles mål for borgernes sundhed og trivsel. 

Vi ved, at det er rigtigt svært for et menneske i sårbare livssituationer selv at opsøge samfundets muligheder. Det gælder også civilsamfundets. Det er derfor vigtigt, at sundhedsvæsenets ledelser og den enkelte medarbejder har et rum til først at slippe en borger, når man har fået en kontakt eller fået præsenteret civilsamfundets muligheder, når dette er muligt og gavnligt.

Vi vil gerne forpligte os til at samarbejde flere steder om fællesskaber og træning for særlige målgrupper – mennesker med funktionsnedsættelse, kronisk lidelse, psykisk sygdom med videre.

Vi vil gerne ”forstyrre” sundhedsvæsenet gennem samarbejde, ligesom det nære sundhedsvæsen skal skubbe til os. 

Igen er ledelse et nøgleord. Når vi samarbejder strategisk og praktisk om den viden, vi hver især har, data fra undersøgelser og evalueringer, og den infrastruktur vi har, der retter sig mod deltagere og borgere, kan vi skabe stor effekt. I civilsamfundet vil vi ikke være en dårlig kopi af høj faglig kvalitet, der allerede findes i sundhedsvæsenet regionalt og kommunalt. Vi ønsker at samarbejde med afsæt i det, som vi hver især er bedst til og derigennem afsøge nye modeller og metoder.

Og lad os inspirere og bruge de nationale partnerskaber og alliancer, som vi allerede ser ansatser til hos for eksempel Sundhedsstyrelsen, der i programmet ”Fælles om Ungelivet” netop ønsker at udbrede fælles tilgange til forebyggelse på tværs af kommuner. 

Vi skal bygge flere broer og samarbejde om ledelse. Et bæredygtigt sundhedsvæsen skabes gennem deltagelse, medbestemmelse og ansvar. Potentialer og perspektiver i tættere samarbejde mellem sundhedsvæsen og civilsamfund er store.